Økonomi

Af Bo Møller

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium

For 100 år siden udgav Lenin det berømte værk, der beskriver kapitalismen på hans tid.

Det var ikke Lenin, der opfandt ordet ’imperialisme’. Ordet er blevet brugt på forskellig måde igennem tiderne. Det er blevet benyttet om stormagters erobrings-, rov- og plyndringskrige. Men når Lenin i sin bog skriver om imperialismen, så lægger han meget mere i begrebet end selve den aggressive krigsførelse. Den forskellige betydning, som ordet har været brugt i, bør nu ikke være noget større problem for kommunisterne. Vi skal selvfølgelig tale det sprog, som andre mennesker bruger. Så når der er oprør mod fx USA-imperialismen, skal vi ikke bare stille os på sidelinjen og forklare, at imperialisme er meget andet end den aggressive magtanvendelse eller trussel om samme.

Lenins imperialismebegreb

I følge Lenin er imperialismen kendetegnet ved:

1. Koncentration af produktion og kapital, der har nået så højt et udviklingstrin, at den har skabt monopoler i verdensøkonomien
2. Bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelsen af et finansoligarki på basis af denne ’finanskapital’ (altså et rigmandsvælde bestående af ret få personer)
3. Kapitaleksporten til forskel fra vareeksporten opnår særlig stor betydning
4. Der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig.
5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet.

Det afgørende punkt er det første: I kapitalismens tidligere form herskede der mere eller mindre fri konkurrence mellem de enkelte virksomheder og lande, men den tid er forbi. Som Lenin formulerer det: De kapitalistiske monopoler afløser den kapitalistiske frikonkurrence. Monopolet er den fri konkurrences direkte modsætning, men den fri konkurrence selv begyndte for vores øjne at forvandle sig til monopol, idet den skabte storindustrien, fortrængte småvirksomhederne, erstattede store virksomheder med endnu større, kort sagt bragte koncentrationen af produktion og kapital så vidt, at monopolet opstod og stadig opstår.

Forholdet til Karl Marx

Lenins analyser er på ingen måde i modstrid med de analyser, som Karl Marx gennemførte, og som afdækkede de fundamentale love for den kapitalistiske produktionsmåde. Disse love fortsatte med at gælde også på Lenins tid – og de gælder stadig i dag. Men alligevel er Lenins videreudbygning af den klassiske marxisme yderst vigtig, idet den viser, hvordan kapitalismen fungerer i sin monopolistiske form. Hvis man nærlæser de 5 punkter ovenfor, kan man også se, at de stadig er gældende i 2016.

Imperialismen som den snyltende, rådnende og døende kapitalisme

Lenin forklarer, at netop monopolet medfører en tendens til stagnation og forrådnelse. Er der ikke mere nogen konkurrenter på markedet, så behøver monopolet ikke at udvikle sig på samme måde som i den førmonopolistiske konkurrenceøkonomi. Monopolisterne kan mere eller mindre bare læne sig tilbage og hæve udbyttet! Dette bliver så forstærket af, at monopolernes udbytning i høj grad foregår i kolonierne (på Lenins tid) eller halvkolonier (som i dag). Samtidig betyder monopolerne med deres monopolprofitter, at de har mulighed for mere eller mindre åbent at bestikke lag i arbejderklassen, og dermed danne grundlag for skabelsen af et såkaldt ’arbejderaristokrati’, altså en slags arbejderklassens ’overklasse’. Dermed er grunden til opportunismen i arbejderbevægelsen lagt.

Fordi kapitalismen i sin imperialistiske form er snyltende og rådnende konkluderede Lenin, at den også var døende – og den døde da også i Rusland med revolutionen i 1917 for desværre midlertidigt at genopstå efter kontrarevolutionen i firserne.