Økonomiske rekorder i top og bund
Mens den rigeste procent har oplevet rekordhøj indkomstfremgang siden 2010, så har alle andre indkomstgrupper i samfundet oplevet en rekordlav fremgang. Efter skat er indkomsten vokset med knap 240.000 kr. for de rigeste. Før i tiden så vi, at også de fattigste fik del i indkomstfremgangen. Det er ikke længere tilfældet. Det konstaterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en rapport.
Rigere af krisen
I løbet af de seneste 15 år er forskellen mellem rig og fattig blevet markant større. Udviklingen fra 2000 til 2015 består af meget forskellige perioder. Særligt efter krisen er indkomstforskellene vokset.
Den rigeste procent har haft den største indkomstfremgang i perioden 2010-2015. Her er deres indkomst efter skat vokset med knap 240.000 kr. Det er mere end indkomsten voksede i kroner og øre for den rigeste procent i perioden 2000-2005 og 2005-2010 tilsammen.
Fattigere af krisen
Polariseringen har virkelig taget fart efter krisen. Mens den rigeste procent siden 2010 har haft indkomstrekord, så har alle andre indkomstgrupper oplevet en rekordlav indkomstfremgang.
De 10 pct. fattigste har endda fået erstattet fremgang i indkomsten med en decideret tilbagegang og er blevet fattigere. De har oplevet et indkomstfald på 2.000 kr. Før i tiden så vi, at også de fattigste fik del i indkomstfremgangen. Det er ikke længere tilfældet.
De stigende indkomster for de rigeste har betydet, at de 10 pct. rigestes andel af den samlede indkomstmasse er vokset markant.
Det betyder, at de 10 pct. rigeste tilsammen i dag har samme indkomstandel som de 40 pct. fattigste. Begge grupper har omkring 23 pct. af den samlede indkomstmasse.
Skattesystemet
Skattesystemet har også haft en stor del af skylden for den store og stigende ulighed i vort samfund. Skattelovene er blevet mindre omfordelende.
”Siden midten af 90’erne er vort skattesystem blevet ændret ad flere omgange. De rigeste afleverer i dag en betydelig mindre del af deres indkomst i skat, end de gjorde for 20 år siden”, siger analysechef i AE, Jonas Schytz Juul. ”Vi tænker Danmark som et meget lige land, og det er vi også i international sammenligning. Men de seneste år har vi bevæget os i en mere ulige retning. Fattigdommen er vokset i Danmark, og samtidig er indkomsten for de rigeste braget i vejret.”
-bfc