OK-2021 i skyggen af Covid-19

Af Martin Christensen

På det første pressemøde ved starten af coronapandemien stod sundhedsministeren med en stor planche i hånden med forskellige grafer på. Disse viste, hvordan smitten helst ikke måtte udvikle sig og dermed gå over i det røde felt, sikkert fordi man allerede da var klar over, at hospitalsvæsenet i  forvejen var presset og ikke tålte yderligere belastning.

Presset personale

I dagligdagen tænker langt de fleste ikke på sygehuse, det er jo bare noget, man kører forbi i farten, eller som man glæder sig over at have i den by, man nu bor i. Hvad der foregår indenfor murene, tænker de fleste ikke videre over. 

Enhver, der har været i berøring med hospitalsvæsenet, også før udbruddet af covid-19, kunne ved selvsyn se, hvor travlt sygehuspersonalet havde. Al gang foregik mere eller mindre i løb. De seneste mange års besparelser har sat sit aftryk. De forskellige personalegrupper har i årevis klaget over deres arbejdsforhold og finder det under al kritik, at der er for få hænder til at klare det daglige arbejde. 

At der er ikke tid til ordentlig omsorg for patienterne, har det lydt igennem lang tid fra sygeplejersker, fysioterapeuter og andre faggrupper. Hvordan skulle det så blive bedre nu, hvor coronapandemien raser oven i.

Der er i dag personale, der går grædende til og fra arbejde og som bare bliver bedt om at smøge ærmerne yderligere op, tage ekstra vagter, få inddraget ferie og fridage (som de vel at mærke har til gode).

Planlagte operationer og anden behandling er nu (igen) blevet udskudt på ubestemt tid. Patienter flyttes til andre hospitaler rundt om i landet, for så at lægge yderligere pres på ansatte der. Det er skruen uden ende. 

Nu er der jo ikke tale om højtlønnede faggrupper, der dræner statskassen, men om faggrupper, man vil få vanskeligheder med at skaffe kvalificerede resurser til i fremtiden. Med de lønninger og arbejdsforhold, der tilbydes, bliver det rigtigt svært.

Hvis personalet er rigtigt heldige, kan de se frem til at få et honninghjerte som tak for arbejdsindsatsen. Man må da håbe på, at hospitalsansatte ikke lader sig spise sig af med almisser under de lønforhandlinger, der netop er påbegyndt.

Reguleringsordningen

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, der også er forhandlingsleder på det regionale område og med i den kommunale forhandlingsdelegation, siger (Sygeplejersken 14/2020): 

”Der er ingen tvivl om, at vi ønsker at forhandle mest muligt hjem i lønstigninger til alle vores medlemmer. Coronasituationen har endnu en gang understreget, hvor vigtige vi sygeplejersker og mange andre offentligt ansatte er. En stor gruppe medlemmer giver klart udtryk for, at de ønsker noget ekstra denne gang. Og det er vi enige i”.

Grete Christensen gør dog opmærksom på et lille men, nemlig reguleringsordningen. ”Den har hjulpet os mange gange, for når det går godt i det private, sikrer ordningen, at de offentligt ansattes løn ikke halter bagud…”.

Men reguleringsordningen gælder også, når det går mindre godt i den private sektor. ”Og det er lige præcis det scenarie, vi ser ind i lige for tiden. Selvom landets økonomi som sådan har det godt, og vi som velfungerende velfærdssamfund magter at håndtere coronakrisen, må vi konstatere, at der i den private sektor i øjeblikket sker en stagnation eller måske endda en lille lønnedgang nogle steder. Og det kommer i sidste ende også til at påvirke de lønstigninger, vi kan forhandle hjem”.

Eksempelvis har det medført en lønnedgang på 0,25% for statsansatte socialrådgivere pr. 1. februar 2021, men som deres formand, Mads Bilstrup, påpeger, ”har reguleringsordningen samlet set været en stor fordel. Langt de fleste gange har den ført til, at vi er blevet reguleret op i løn”.

”I Forhandlingsfællesskabet er vi enige om, at vi vil arbejde for en pulje til ligeløn og lavtlønnende à la den, vi fik i 2018. Og aftalen er også, at vi efter forhandlingerne skal kigge nærmere på skævhederne i lønsystemet, og hvordan vi kan løse dem, evt. ved endnu en gang at appellere til politikerne på Christiansborg”, siger Grete Christensen og tilføjer: 

”Det er tankevækkende, at det er de samme organisationer i den offentlige sektor, der igen og igen har været i konflikt med arbejdsgiverne. Vi er ikke specielt konfliktsøgende i Dansk Sygeplejeråd, det er simpelthen fordi, der er noget galt med lønnen”.

Pauvert resultat

Og med udsigterne efter afslutningen af de statslige forhandlinger 6. februar, der medførte en stigning over de næste tre år på 4,42%, er der da heller ingen grund til optimisme for ansatte i kommuner og regioner.

Forhandlerne på det statslige område mener, reallønnen er sikret, men resultatet er så pauvert, at det er mere end tvivlsomt. Medarbejdere på eller over 62 år er sikret en seniorbonus på 0,8%, hvilket kan konverteres til mere i pension eller to årlige fridage. Et område hvor de statsansatte fortsat halter efter de kommunale og regionale faggrupper, hvis seniorordninger starter ved de 60 år, og hvor arbejdsgiverne ønsker at hæve aldersgrænsen.

Et centralt krav om fritvalgsordning, hvor medarbejdere selv skal kunne vælge, om en vis andel af lønnen skal udbetales eller konverteres til frihed, blev blankt afvist af skatteminister Morten Bødskovs delegation. En lignende ordning på det private område omfattede op til 7% af lønsummen. Hvordan skatteministeren får afvisningen til at harmonere med sit ønske om at gøre statslige arbejdspladser attraktive, står hen i det uvisse.

Ved redaktionens slutning var der endnu ikke opnået et forhandlingsresultat for de regionale organisationer, men på det kommunale område et resultat på 5,02%. Men med resultatet på det statslige område for øje og den rammesætning, det medfører, er et såkaldt godt resultat svært at forestille sig.

Skal de fagforbund, der organiserer ansatte indenfor den offentlige sektor, etablere troværdighed overfor medlemmerne, er det absolut nødvendigt med et opgør med, og afvisning af, den rammesætning, modparten stiller op forud for overenskomstforhandlingerne.

Hele dette cirkus omkring overenskomster i især den offentlige sektor bekræfter til fulde, hvad Marx skrev i “Lønarbejde og kapital”: 

”Så længe lønarbejderen er lønarbejder, afhænger hans skæbne af kapitalen. Det er det højtpriste interessefællesskab mellem arbejder og kapitalist”. 

Eller i afslutningen af “Løn, pris og profit”: “I stedet for den konservative parole: ”En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag” skal de på deres fane skrive den revolutionære parole: ”Løn-systemets afskaffelse”.