Oktoberrevolutionen 100 år

Af Arne Cheller

I år er det 100 år siden de russiske arbejdere og bønder løb storm mod det feudal-kapitalistiske udbyttersystem i Rusland. Den 7. november angreb de revolutionære soldater Vinterpaladset i Petrograd. Det blev starten på den første arbejder- og bondestat, der slog ind på socialismens vej.

Målt med historisk alen er 100 år ikke lang tid. Men ser man på de resultater, som Sovjetunionen opnåede indtil kontrarevolutionen i 1991, ser det straks anderledes ud. Landet, der var økonomisk og socialt tilbagestående ved revolutionen, blev under socialismen et højt udviklet industrisamfund, der fik omfattende nytte af den teknisk-videnskabelige revolution. Den tilbagestående agrare udvikling og den manglende organisering af arbejderklassen, som kendetegnede zar-Rusland, blev ganske langsomt løst.

Håb for Europas arbejdere

Den russiske imperialisme blev afløst af et forbund af socialistiske republikker, hvor der blev arbejdet på at løse de nationale og sociale problemer i det arbejdende folks interesser. Videnskaben og kulturen blomstrede. Alle folkeslag fik deres eget skriftsprog og muligheder for at dyrke egen kultur.

Arbejdermagten, sovjetmagten blev etableret under yderst vanskelige forhold. Landet var ikke alene tilbagestående og præget af analfabetisme. Det var tillige hærget af ulykker og nød efter tre års imperialistisk krig.

Mange forstod dengang ikke, hvorfor de russiske arbejdere og bønder i hæren rebellerede ved fronterne for at stoppe krigen. Sovjetregeringens første dekret om fred vakte begejstring såvel hos det russiske folk, som blandt arbejdere overalt i det krigshærgede Europa. De fik håb om, at en ny tid var ved at bryde frem.

National og international klassekamp

I den herskende klasse var der også nogle, der forstod, hvad Oktoberrevolutionen kunne udvikle sig til, nemlig oprør og samfundsomstyrtelse i det øvrige Europa. Derfor forsøgte man både ved betaling og understøttelse af kontrarevolutionen at få de russiske hære til at fortsætte krigen. Det lykkedes ikke. Sovjetmagten satte alt ind for at realisere sit politiske program og verden skulle snart blive vidne til, hvilke kræfter de undertrykte arbejdere og bønder havde, og hvor beslutsomt de satte ind for at sikre den nye arbejdermagt. Sovjetmagten indfriede bøndernes gamle krav på jord, hvilket medvirkede til, at der kom brød til byernes befolkning. Samtidig blev spekulanternes skjulte lagre eksproprieret.

Den 3. marts 1918 – knapt tre måneder efter oktoberrevolutionen – undertegnede sovjetmagten en fredstraktat med Tyskland i Brest-Litovsk. Men dermed havde det russiske folk ikke fået fred. Kontrarevolutionen rejste sig med ny styrke. Senere kom interventionshære til. Det gav afsavn og vanskeligheder, som Sovjetmagten overvandt ved konsekvent at gennemføre sin politik, der netop var udarbejdet for at gavne og hjælpe befolkningen.

I december 1917 anerkendte sovjetmagten Finlands selvstændighed i overensstemmelse med erklæringen om nationernes ret til selvbestemmelse – en handling, der vakte opsigt blandt danske og andre europæiske arbejdere. Der blev ligeledes taget fat på bekæmpelsen af analfabetismen, og kvinderne fik ret til abort.

Det nye samfund bygges

Arbejderne – sovjetterne – overtog ledelsen af landets produktion og administration. Til sikring af arbejdernes og bøndernes interesser og til forsvar for sovjetmagten oprettedes den Røde armé i 1918. Den skulle senere få afgørende betydning i kampen mod nazismen.

Under meget vanskelige forhold gennemførtes de forandringer, der skulle sikre et andet samfundssystem, nemlig socialismen, hvor det ene menneskes udbytning af det andet ophører. Den herskende klasse og de politiske håndlangere rasede: ”Rive ned kan de gudeløse bolsjevikker, men kan de bygge op!” De kunne ikke forestille sig folkets arbejdsvilje, som her kom til udtryk i opbygningen af det nye samfund.

I forbindelse med kontra-revolutionens ødelæggelser og interventionshærenes hærgen blev arbejderne faktisk nødt til at have maskinpistolen i den ene hånd og murskeen i den anden. Europas arbejdere bakkede op. I Danmark var tilslutningen bag kravet ”Hænderne væk fra Sovjetunionen!” for alvor slået igennem. Der blev foretaget pengeindsamlinger til køb af medicin og andet, som ikke fandtes i tilstrækkeligt omfang i Sovjetunionen på daværende tidspunkt.

Byggede på tillid og erfaringer

Det var sovjetmagten, der var den bærende og afgørende kraft. Sovjetmagten var denne kraft, fordi den havde stor tillid til folket. Den udnyttede de erfaringer, arbejderklassen havde gjort i kampen for at overvinde kapitalismen. Den afviste alle anarkistiske sværmerier. Den afviste småborgerlige illusioner om et borgerligt demokrati. Det havde ni måneders provisorisk regering givet et tilstrækkeligt eksempel på. Pariserkommunen af 1871 havde vist nødvendigheden af en fast ledelse og en konsekvent gennemførelse af arbejdermagten. Den havde tillige vist, at de administrative organer skal bygges op fra neden ved folkets hjælp og for folket. Det var ligeledes afgørende at have en fast -strategisk linje såvel til opbygning af socialismen som til sikring af arbejderklassens magt.

Denne linje havde bolsjevikkerne – og kun bolsjevikkerne. Under ledelse af en af de mere fremsynede bolsjevikker, Lenin, blev politikken ført ud i livet med det store flertals tilslutning og aktive understøttelse.

• Det blev hurtigt en kendsgerning, at industrien og landbruget kan fungere uden kapitalister og godsejere
• at arbejderne og bønderne gennem sovjetterne kunne lede og administrere produktionen
• og, at planer byggende på produktivkræfterne og afstemt efter folkets interesser kunne gennemføres.

Netop i de første hårde år fremlagde de sovjetiske kommunister planen for landets elektrificering. Det var en plan til sikring af Sovjetunionens energibehov.

Inspirerede verdens arbejdere

Oktober Revolutionen satte ikke alene sine dybe spor i det tidligere russiske rige. Den gjorde det også i den øvrige verden. Den satte først og fremmest sit præg på arbejdernes kamp mod krig og udbytning.

En anden udløber var tanken om indflydelse på arbejdspladserne og på arbejdstilrettelæggelsen. Sådanne krav blev rejst på arbejdspladser og i fagforeningerne i de europæiske lande – men ikke meget blev gennemført. Det sikrede den herskende klasse i et godt samarbejde med opportunisterne i arbejderbevægelsen. Men kravene blev ved med at dukke op. Efter 2. verdenskrig kunne man ikke undlade at tage stilling til spørgsmålet. Derfor gennemførtes de tandløse samarbejdsudvalg. Men den dag i dag står kampen stadig om, hvem der skal lede produktionen.

Socialistisk planøkonomi

Det var Sovjetunionen, som viste vejen til samfundets socialistiske omformning, og erfaringerne er stadig brugbare i kampen for socialismen.

Planøkonomien står som den absolut bedste form for produktion og samfundsliv. Forsøgene på at overvinde kapitalismens indre modsætninger og kriser gennem statslige indgreb giver ikke resultater, simpelthen fordi kapitalismen er baseret på et profitsystem, der udbytter det arbejdende folk. Uanset hvor trendy og smart planerne udarbejdes, kommer der stadig overproduktion, kriser, krig og arbejdsløshed.

Den socialistiske planøkonomi skal bygge på tilfredsstillelse af folkets materiale og kulturelle behov og profitsamfundets ophør – det ene menneskes udbytning af det andet. Det var det fundamentale i bolsjevikkernes program – og er en af de erfaringer, som vi kan drage af Oktoberrevolutionen her 100 år efter.

Kampen for Socialisme

Nogle kalder socialismen for tvang og mener, at det er en tilsidesættelse af folks frihed, men for det store flertal vil det betyde, at spekulanter og udbyttere bliver bandlyst.

Bolsjevikkerne anvendte marxismen på deres samtid – ligesom de fornyede den ud fra deres egne nationale forhold og den daværende internationale situation. Af den grund blev bolsjevikkerne en afgørende kraft i opgøret med kapitalismen, med udbyttersamfundet, og i opbygning af de nye socialistiske samfund. Et samfund, hvor mennesket placeres i centrum og får rigere udfoldelsesmuligheder.

Vi har alt mulig grund til at fejre 100 års dagen for Oktoberrevolutionen og lære af dens historie.

Program for revolutionsfesten 11. november

Underholdning ved:

• Janne Lærkedal
• Oktoberkoret
• Røde Horn
• Funk the System

Der vil være taler af:

• Cubas ambassadør Yillam Gomez
• Formanden for KPiD Arne Cheller
• Formanden for KP Jørgen Petersen