Om at være mønsterbryder

Af Margit Andersen

En dag var forsiden på en tabloidavis noget om en ”mønsterbryder”, der skulle have lavet noget økonomisk fusk. Det er der jo ikke så få, der gør, også blandt dem, der er født ind i det sociale miljø, hvor de befinder sig, men det med mønsterbryderen var åbenbart vigtigt her. Pudsigt nok stødte jeg på den samme holdning senere på dagen i Kristian Bang Foss’ roman ”Frank vender hjem”. Her lød kommentaren til noget lignende: ”Det er de mønsterbrydere, vi fejrer dem og byder dem velkommen i vores rækker, holder dem frem som en slags trofæer, men det viser sig, at de alligevel ikke er som os”.

”Os” er her den selvtilfredse overklasse, og det overordnede tema i romanen er kløften mellem over- og underklasse, som ikke kun er økonomisk men også kulturel. Mønsterbryderen må tillære sig anderledes adfærdsnormer, hvis vedkommende ikke vil falde igennem i det nye miljø, og det kan, selv om det ofte drejer sig om ubetydeligheder, være en belastende og svær øvelse, som ikke altid lykkes. 

Historien om Frank tager for sig af den virkelighed, vi kender, men med digterisk frihed. Hans far, Rock-Tage, kan minde om den unge mand, der i flere år stod på Strøget og sang de samme operaarier, der lød værre og værre som tiden gik. Ingelise, Franks svigermor, der skriver bøger og laver fjernsyn om madlavning og bæredygtigt gartneri, ligner også noget velkendt, og sådan kunne man blive ved. Foss favner vidt i sin sorte satire over vores samtid, og langer også ud efter dem på den bedrestillede venstrefløj, der lever på fortidens glorie med atommarcher, vietnamdemonstrationer og EF-modstand, men ellers er gået i behageligt hi.

Frank er fra arbejderklassen. Han blev undfanget op ad et træ ved Damhuskroen og uden den store kærlighed forældrene imellem, men gift blev de. Ellen er kontordame hos KTAS, og Tage er rockmusiker i den nedre ende af skalaen. Han er ikke enhver svigermors drøm, og efter et styrt med sin knallert bliver det værre, og han ender med at tilbringe sine aftener som skydeskive for spot og spe på Strøget. 

Det bliver Ellen, der må holde sammen på hjemmet, og til hendes stolthed bliver Frank som den første i familien student. På litteraturstudiet møder han Thea, som er -superoverklasse fra en venstreorienteret familie med en arvet og noget grumset formue, der stammer fra krigens tid.

Det går altså sådan set fint for Frank, men problemet er hans lave selvværd. Både på studiet og i Theas familie føler han sig som en bedrager, en der forstiller sig for at passe ind, og en gang imellem går det hele i hårdknude for ham, og så går han sin vej. Og da han ufrivilligt forsvinder på et kritisk tidspunkt, giver det anledning til en katastrofal mistro. 

I begyndelsen af bogen kan man synes, at det, den alvidende fortæller beretter, er lidt for velkendt og skematisk fortalt stof, men ved det dramatiske og ufrivillige forsvindingsnummer, der er en sand gyser, ændrer det sig, og man bliver virkelig fanget ind af fortællingen. Samtidig begynder forfatteren at ”skrælle løg”, og der kommer nye ting frem fra fortiden, som gør personerne mere interessante og nuancerede. 

Alt i alt er det en fin samtidsroman, som afkræfter myten om det klasseløse samfund, og om at man kan, hvad man vil.

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem. Gyldendal. 380 sider. 300 kr.