Af Flemming Daniel Kramer

I Danmark har vi i hundredvis af år haft godt og rent drikkevand. Jeg husker min fødeby Grønbæk, som ligger i Jylland – vandet var utroligt velsmagende, der var rigeligt af det, der var mere end byen kunne bruge. Af samme grund løb store mængder af overskudsvand ud i havet via Gudenå.

Jeg er født i 1945. Det var dengang, der ikke blev brugt kunstgødning i landbruget (pesticider). Der var masser af frøer i moser, søer og vandløb… Om aftenen kunne vi nyde frøernes kvækken, om dagen kunne vi se storken samle føde, som der dengang var rigeligt af.

Omkring 1985 sluttede dette natureventyr ganske pludseligt – gården, som vandkilden var under, fik ny ejer, markerne blev overgødet, og vandet blev udrikkeligt! Frøer og andre dyr, der holdt til i engene, søerne og vandløbet, døde, og storkene forsvandt. Det var kun en af de mange boringer, der er blevet lukket.

Vi må se i øjnene, at landbruget er ved at forgifte dansk drikkevand, det samme er gennem en årrække blevet påpeget af miljøaktivister og videnskabsmænd, nu har Jakob Ellemann-Jensen set det samme, og han foreslår, at landbruget skal stoppe med at sprøjte med pesticider så tæt på vandboringer som nu, mod at de landbrug, der berøres heraf, bliver kompenseret økonomisk.

Har jeg misforstået noget, eller er det rigtigt, at vi skal til at betale for ikke at blive forgiftet? Vand er en naturressource, som ejes af alle, og ingen har ret til at forgifte vandet…

Når dette sker, skyldes det udelukkende “jagten på ussel mammon”! Vi har ikke brug for mere end 25 procent af det, som landbruget producerer i dag – det kunne forsørge langt flere, end vi er i Danmark… Der findes endvidere lande rundt om i verden, der sagtens kunne dyrke landbrug, men som er forhindret i at sælge deres varer…

Sænk landbrugsproduktionen i Danmark, det ville give plads til masser af natur, særligt skov, som er jordens lunger – og enge, hvor vi ville få frøerne og mange andre dyr, heriblandt storkene, tilbage!