Om uddannelsespolitik

[KOMMUNIST 5-2023 – Gå med kommunisterne] I årtier har unge fra mindre bemidlede hjem været forfordelt i uddannelsessystemet. Uagtet den bredt antagne forudsætning, at den sociale arv skulle mindskes.

Tag f.eks. Børne- og Under­visningsminister Mattias Tesfaye, der udtalte, at skolen skal levere dannelse, mobilitet og uddannelse til arbejdsmarkedet.

Tesfaye har en snæver forståelse af dannelse (der er intet politisk i dannelse, kun kødsovs og cykellapperi); han har også en helt igennem primitiv forestilling om, at folkeskolen kan udligne de uligheder, klassesamfundet frembringer, og endelig er hans generelle forståelse kort fortalt, at uddannelse ene og alene handler om skabe grydeklare produkter til arbejdsmarkedet (Politiken, 2. april 2023).

Men uddannelse har ikke kun med arbejdsmarkedet at gøre. Uddannelse skal også bidrage til, at mennesker handler aktivt for deres egne interesser.

Hermed ser vi den socialdemokratiske ”vision” for en særdeles væsentlig del af samfundslivet: i stedet for at angribe og nedbryde klassesamfundet, som var Social­demokratiets oprindelige formål, får vi serveret en historie om, at folkeskolen skal klare ærterne.

Alle og enhver ved og har i deres eget liv erfaret, at det ikke kan lade sig gøre. Rengøringsassistentens datter vil ikke kunne matche datteren fra akademikerhjemmet. Det er ikke skolen, der kan ændre det. I bedste fald kan den medvirke, men den grundlæggende indsats drejer sig om at udligne forskellene økonomisk og kulturelt.

Den bagvedliggende logik går ud på, at hvis de unge ikke valgte universiteterne, men derimod at blive faglærte arbejdere, skolelærere, pædagoger og sygeplejersker, fik vi en meget bedre hverdag og verden.

Det er med andre ord en tynd kop te, der tilbydes. Der er ikke gnist af analyse eller dybere overvejelser i den slags udsagn, kun gentagelse af avisoverskrifter.

Hvad skal vi så begynde med?

At tænke i helheder. At opbygge et samlet uddannelsessystem, der både favner de unge, der hverken er i gang med uddannelse eller arbejde (de meget omtalte 42.000), og de unge, der er i gang med mange forskellige uddannelser – fra erhvervsfaglige uddannelser til universitetsuddannelser.

Det forudsætter en helhedstænkning, som ikke just er det, politikerne abonnerer på.

Kast et blik på den måde, reformer af uddannelser foregår på, og du vil opdage, at det meste bygger på mavefornemmelser. Folkeskolereformen i 2013, som skulle sikre inklusion af alle børn, er kuldsejlet. Gymnasiereformen er det gået på samme vis.

Læreruddannelsen fik dumpekarakter, og de, der medvirkede til det, fik så et større millionbeløb for at fremture ad samme vej. Pædagog­uddannelsen er ligeledes evalueret til ikke-bestået, for igen tænkes i mere af det samme. For begge uddannelser er kodeordet ”praksisnærhed”. Man tænker sig altså, man vil begrænse professionsuddannelser til ”grydeklare produkter”. Hvor er udsynet blevet af?

Samme elendige opfattelse går igen, når SVM-regeringen vil reducere op til 50% af landets kandidatuddannelser til ét år. Til dette kan man kun sige: Oh, hellige enfold! Hvorfor skal uddannelsespolitikken ledes af sloganet: Danmark kan mindre, og regeringens plan er, at vi bliver dummere!

Det er bl.a. den slags, vi har brug for stærke uddannelser til at imødegå. Vi skal absolut ikke blive dummere, men meget gerne klogere. Det er en helt grundlæggende demokratisk udfordring.

Uddannelsespolitikkens ”smertensbørn”

Lad os herefter se på uddannelsespolitikkens ”smertensbørn”. De omtalte 42.000 uden uddannelse og beskæftigelse kunne benytte det eksisterende system: højskoler, forberedende grunduddannelse og mange andre projekter.

Vi er vidende om, at en del er pressede økonomisk eller mentalt; andre er plaget af andre lidelser. Der er altså ikke en ligetil vej at anvise. Derimod har vi en robust erfaring med knopskydninger, hvor andre skoler og projekter påtager sig at yde den støtte, der er tilstrækkelig.

Gymnasiet tiltrækker mange unge, også de unge der har vanskeligt ved bøgerne.

I stedet for at lappe på det system, som Tesfaye lægger op til, skal vi brede undervisningsbegrebet ud. Tesfayes opskrift er at droppe personlige og sociale vurderinger og alene bygge på faglige vurderinger, altså karakterer. Ualmindeligt tåbeligt, fordi vi siden 1948 har kunnet konstatere, at karakterer ikke er objektive. Dvs. at Socialdemokratiet tænker sig at erstatte en vilkårlighed (personlige og sociale kompetencer) med en anden vilkårlighed (karakterer).

I stedet for den slags flue­knepperi skal vi satse på en fælles ungdomsuddannelse, som omfatter hele feltet – forberedende grunduddannelse (FGU), det alment kendte gymnasium og de erhvervsfaglige uddannelser.

Det er i grunden ikke en ny erkendelse. I 1970’erne var den politiske bevågenhed på lighed i uddannelse ander­ledes og grundlæggende kritisk over for det bestående. Trods de mange gode takter dengang manglede der et afgørende element, nemlig perspektivet om polyteknisk uddannelse.

Hvad går den så ud på?

Hovedsagen er at skabe sammenhæng mellem skole/uddannelse og samfund/arbejdsprocesser, hvorigennem barnet og senere den unge opnår en alsidig personlig dannelse, en mangesidet teknologisk dannelse, færdig­heder i praktisk værktøjshåndtering, erhvervsforberedelse samt en aktiv forbindelse med samfundet og det arbejdende folk.

Ideen om polyteknisk dannelse har rødder tilbage til de utopiske socialister.

Den er funderet på et alment arbejds- og dannelsesbegreb, en forestilling om enheden af åndens og håndens arbejde samt idealet om at forbinde undervisning, opdragelse og uddannelse med produktivt arbejde. Med den stigende ”akademisering” af folkeskolen er ideen om polyteknisk dannelse fortsat værdif­uld.

Hermed serveret på bordet for en minister, der hævder at ville noget andet.

Niels Rosendal Jensen