Opgør med kønsopdelte uddannelser
[KOMMUNIST nr. 11-23] Få piger vælger håndværksfaget, og drengene går uden om hvide kitler.
Mange uddannelser er fortsat præget af en stor opdeling mellem kønnene, og det har resulteret i nogle meget kønsopdelte brancher og fag på store dele af det danske arbejdsmarked.
Som det er i dag, får vi derfor ikke alle talenter frem i lyset, fordi der for mange unge og voksne stadigvæk er bestemte kvinde- og mandefag.
Det er vigtigt, at vores uddannelser kan appellere til de unge uanset køn. Vi har ikke råd til at se bort fra talenterne i halvdelen af befolkningen.
Nye takter i fremtiden
Der skal en kulturforandring til, så vi får unge til at vælge uddannelse og job efter egne ønsker og evner og ikke ud fra køn. Det kræver en indsats fra flere fronter.
Det er derfor glædeligt, at arbejdsmarkedets parter langt om længe er gået sammen i et partnerskab, der i første omgang kommer med en række anbefalinger, som de unge selv har været med til at pege på.
Mulige løsninger på problemet
Indtil videre har der været afholdt fire dialogmøder. Her fandt man flere områder, hvor tingene kunne gøres anderledes og bedre. Det var lige fra snakken med forældrene og vejlederne på de enkelte skoler, men også ledelserne på arbejdspladserne skal tænke i nye baner.
Det gælder også retorikken i jobopslag og meget mere, så der er nok at gå i gang med, før tingenes tilstand tegner lysere.
Det kønsopdelte arbejdsmarked er et samfundsproblem, der skal løses i fremtiden, hvis der menes noget med, at der skal være plads til alle på landets arbejdspladser.
/PeJu