Over alt andet stod freden

Tale af Egon Krenz, tidligere generalsekretær for SED og formand for DDR’s statsråd. Talen blev holdt den 5. oktober på det møde, avisen Junge Welt arrangerede i anledning af DDR’s 75-årsdag.

Oversat af Henrik Stamer Hedin. Forkortet af redaktionen.

[KOMMUNIST 11-2024] Kære tilstedeværende! Der er mange grunde til at holde af DDR. Men over alt andet står ordet fred. DDR har aldrig ført krig. Det var den tyske fredsstat.

Så længe vi havde Sovjetunionen, som vi – mere end noget andet – kan takke for Tysklands befrielse fra fascismen, så længe herskede der fred i Europa. Hvilken kontrast!

Næppe var USSR knust, før NATO den 24. marts 1999 uden FN-mandat og med deltagelse af Forbundsrepublikken Tyskland bombede det suveræne Jugoslavien, der kun lidt over et halvt århundrede tidligere var blevet besat af den fascistiske tyske værnemagt.

Hvor hyklerisk og ensidig den nuværende tyske regerings politik er, viste sig også for nylig i FN’s generalforsamling, hvor et stort flertal på 120 stater vedtog en resolution om forbedring af den humanitære situation i Gaza-striben og krævede en øjeblikkelig våbenhvile, mens Forbundsrepublikken hørte til de 45 stater, der afholdt sig fra at stemme.

Når det drejede sig om krig og fred, var der ingen neutralitet i DDR. Krigs­propaganda og racehad, herunder russofobi, var forbudt i DDR. Vor statsdoktrin lød: ”Fra tysk jord må der aldrig mere udgå en krig.” Det ville i DDR have været slet og ret utænkeligt at opfordre befolkningen til at berede sig på krig. Hos os havde, ikke mindst i uddannelsen af de unge, opdragelsen til fred første prioritet.

Det var ikke kun tomme ord, som vi også beviste det i efteråret 1989, da DDR sikrede, at begivenhederne forløb ikke-voldeligt. Opfordringen til de sovjetiske tropper om at ”blive på kasernerne” kom ikke fra Gorbatjov men var en suveræn DDR-beslutning, selv om historieforfalskerne bestrider det.

Tillid ødelagt

Valgresultatet til landsdagsvalget betød ikke, som nogle kommentatorer mener, at Østtyskland nu er blevet ”brunt”. Tværtimod er det et signal til alle etablerede partier: Så hør dog på os! Vi vil ikke have flere våbenleverancer til Ukraine og Israel. Vi har ikke brug for flere raketter! Det er den eneste måde, hvorpå man for alvor kan tage vinden ud af sejlene på AfD.

På historisk kort tid ødelagde tyske regeringer den tillid, der i den sovjetiske besættelseszone og senere i DDR var blevet opbygget mellem tyskerne og de sovjetiske folk. Nu oppisker tyske politikere og medier et russerhad, som jeg ikke har oplevet siden Anden Verdenskrigs slutfase, da jeg var otte år gammel. Det gamle fjendebillede og myten om det farlige Rusland vågner til live igen. Der skabes angst hos folk, som om russiske tropper allerede stod ved Oder-flodens bred.

Enhver blot nogenlunde dannet tysker véd, at Tyskland i to verdenskrige har kæmpet mod Rusland, henholdsvis Sovjetunionen, men at Tyskland endnu aldrig er blevet overfaldet af Rusland. Kun to gange i den nyere historie er russerne, henholdsvis den Røde Armé, kommet til Tyskland: Én gang mod Napoleon og én gang mod Hitler. Hvordan det endte, er velkendt.

Så længe de regerende ikke forstår, hvilke rødder østtyskerne har, at mange af de tidligere DDR-borgere ikke vil at lade sig deres liv blive forklaret vestfra og acceptere, at de har stået på den forkerte side af historien, så længe deres tidligere liv trækkes ned i skidtet, så længe vil de etablerede partier og deres ideologer heller ikke kunne forstå, hvad det er, der driver mange østtyskere til at stemme, som de gør.

Arven

DDR har trods alt midt i Europa bevist, at et liv uden kapitalister var muligt også i det højt industrialiserede Tyskland. Til byggestenene i vor politik hørte en jord­reform, der gav hundrede­tusinder af flygtninge og fordrevne et sted at bo og bygge og dermed et eksistensgrundlag.

Til arven fra DDR hører, at nazi- og krigsforbrydere blev eksproprieret, og at deres produktionsmidler blev gjort til folkeeje, selv om disse efter Die Wende (1) af Treuhand-anstalten (2) mange gange blev sjakret væk for pebernødder.

Hvad vi også efterlader os, er generationer af lærere, der til at begynde med ofte ikke kunne stave ordentligt, og nye jurister, tit fra såkaldt ”simple kår”. Generationer af kvinder, der var i stand til at leve og arbejde ligeberettiget og ikke først skulle spørge deres ægtemænd, om de måtte tage et arbejde eller åbne en bankkonto. Eller de mange akademikere hvis karriere først blev mulig, efter at uddannelses­privilegiet var brudt, og som tit også uden studentereksamen kunne fuldføre deres uddannelse på arbejder- og bondefakulteter.

Derimod er der meget af det, der i dag skaber utilfredshed, som vi ikke efterlader os. DDR havde ingen arbejdsløse; selv de mindre flittige blev hjulpet til en erhvervsuddannelse. De unge mødtes i ungdomsklubber – sjældnere på tankstationer og banegårde.

Vi har ikke givet verden milliardærer, men heller ikke tiggere og narkomaner. Og endelig: Det kan godt være, der skjulte sig nynazister rundt­omkring. Men nazifanerne kom først frem, efter at de havde fået dem fra Vesten og den nye statsmagt så til som i afmagt og tillod dem disse indtil da nægtede ”friheder”.

DDR’s sammenbrud

DDR brød sammen i systemernes kamp. Vor drøm om en socialisme i udvikling led også skibbrud på egne svagheder: På utilstrækkelig informationspolitik, manglende udnyttelse af forfatningsmæssigt garanterede demokratiske rettigheder, på forsyningsflaskehalse såvel som på bureaukrati og tit på snæversyn.

Virkeligheden fjernede sig mere og mere fra idealerne, og i 1989/90 havde store dele af befolkningen fået nok.

Set i bakspejlet véd vi, at siden DDR faldt bort, er samfundet blevet koldere. Svælget mellem fattig og rig er blevet dybere, og i dag er kløften ligefrem obskøn. Partier svindler med offentlige midler. Men modstanden vokser. Næsten alle samfundslag interesserer sig for sociale forhold og tvinger de borgerlige partier til at diskutere de groveste udvækster.

Hvad DDR var, hvorfor det blev skabt, hvilke historiske resultater det nåede, hvilken stilling det indtog internationalt, hvordan de to tyske stater i en kold borgerkrig til stadighed befandt sig på randen af en mulig atomkrig, hvad  grundene til DDR’s nederlag var, og hvad der kommer til at stå tilbage af det – det er fundamentale spørgsmål i tysk efterkrigshistorie, ja også i Europas og verdens historie. DDR var langt, langt mere end en ”fodnote i historien”.

Objektivt bedømt

Man kan beskylde mig for at idealisere DDR. Og når vi engang ikke længere er her, står vore resultater og erfaringer stadig tilbage i vore i DDR-fødte børns erindring. Og dem var der jo også mange af, for DDR var et børnevenligt land.

Men troen på, at denne verden med krig og udbytning ikke bliver ved med at stå, som den står i dag, og at solen vil stråle så smukt som aldrig før over Tyskland, som det hedder i DDR-hymnen – den tro vil og kan jeg ikke opgive.

Note 1: Die Wende er den tyske betegnelse for DDR’s sammenbrud

Note 2: Treuhand er navnet på den institution, som blev oprettet i Vesttyskland og som stod for videresalg og lukning af samtlige DDR’s statsejede virksomheder.