Overset chilensk eksilforfatter

Af Margit Andersen

I april måned døde den chilenske forfatter Luis Sepúlveda i en alder af 70 år af Covid-19 i Spanien. 

I over halvdelen af sit liv havde han levet i eksil i Europa, og selv om han i 2017 fik sit statsborgerskab tilbage, havde han ikke lyst til at vende hjem til et land, der efter hans mening ikke havde fået gjort op med diktaturtidens forbrydelser.

Sepúlveda voksede op i et kommunistisk hjem, og som 15-årig meldte han sig ind i ungdomsforbundet og blev senere leder af dets studenterfraktion. På universitetet læste han teatervidenskab, og under Salvador Allende blev han ansat i kulturministeriet.

Efter kuppet i 1973 blev han fængslet, men fik straffen ændret til husarrest i 1977 ved indgriben af Amnesty International. I stedet gik han under jorden og arbejdede i en omrejsende teatergruppe imod Pinochets regime i et års tid. Så klappede fælden, og denne gang stod den på 28 års fængsel, men igen greb Amnesty International ind og fik udvirket, at han blev løsladt mod at forlade Sydamerika i syv år.

I stedet for at flyve til Sverige som aftalt hoppede han imidlertid af og rejste rundt i Sydamerika. I Ecuador levede han en tid sammen med Shuar-indianerne, og i Nicaragua sluttede han sig til sandinisterne, men i 1979 rejste han til Tyskland, hvor han begyndte sin skribentvirksomhed som journalist og forfatter.

Han blev stærkt optaget af miljøproblemer, og fra 1982-87 var han en del af mandskabet på Greenpeaceskibet Rainbow Warrier. 

Både hans oplevelser i Chile under og efter Allende, hans erfaringer med at leve i eksil og engagementet i kampen mod ødelæggelse af naturen er tilbagevendende temaer i hans romaner, som han har modtaget en række internationale priser for.

Mere end tyve er det blevet til, og på dansk er der udkommet fem, heraf en charmerende og humoristisk børnebog om en hankat, der bliver rugemor for et mågeæg, fordi mågen dør af olieforurening. I Italien har man lavet en tegnefilm over bogen, som kan lånes på biblioteket. 

Humor er i det hele taget et gennemgående træk i romanerne, der genremæssigt hører til spændingslitteraturen, men altid med et politisk indhold. De er alle ret korte og dialogfyldte, men efterlader læseren med en fornemmelse af på et par timer at have læst en roman af dickenske dimensioner. Den evne til at sige meget med få ord, er det de færreste forfattere, der besidder.

Den mest læste er ”Den gamle mand der læste kærlighedsromaner”, der er oversat til 35 sprog og filmatiseret i 2001. Den foregår i Amazonas, hvor de grådige gringoer hverken respekterer naturen eller den oprindelige indianerbefolkning. En begivenhed presser den gamle mand med hang til kærlighedsromaner til at foretage en jagt på en rasende ozelot, der er ude på hævntogt. Det udvikler sig til en nervepirrende fysisk og psykisk duel mellem manden, der kender og anerkender jungleloven, og dyret, der har en plan.

Sepúlvedas sidste roman

Den sidste roman fra Sepúlvedas hånd, der udkom på dansk i 2018, er ”Skyggen af hvad vi var engang”, og i den siger en af personerne, at der ikke findes den omgang lort, der ikke kan ovevindes med en sund latter, og det kunne godt stå som motto for hele forfatterskabet. Her berettes med humor og ironi, også selvironi, om Chiles historie fra slutningen af 60’erne og 30 år frem.

Tre mænd samles i et faldefærdigt værksted og venter på den fjerde, der har arrangeret mødet og lagt planen. Ejeren af stedet har i sin tid fået sprængt en sikring af de slemme drenge, men er ellers i fin form, de andre er vendt hjem til Chile efter mange års eksil, og alt hvad det indebærer. Ventetiden går med at samtale over et glas vin og noget grillkylling. De genopfrisker deres fælles minder fra tiden som ungkommunister, om splittelsen på venstrefløjen, den gamle børnesygdom, der ikke just gavnede sagen, og om hvad de hver især har foretaget sig siden.

Fjerdemanden, kaldet Skyggen, lader vente på sig, lovligt undskyldt viser det sig. I stedet dukker en anden kammerat fra fortiden op, en skide maoist, som fortæller om, hvad der er sket med Skyggen. 

Det ender med at de fire mænd, der ikke mere tilhører den unge garde, bliver enige om at føre Skyggens plan ud i livet uden ham. Den går tilbage til 1971, hvor højrefløjen støttet af USA opkøbte dollars og smuglede dem til Miami for at underminere Chiles økonomi. En portion af disse dollars nåede på grund af indtrufne omstændigheder ikke ud af landet, og det er den skat, planen drejer sig om, samt et hævntogt mod nogle af fortidens forbrydere.

Stort tab for den spansk-sprogede litteratur

De fire første romaner på dansk blev udgivet af forlaget Klim og er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket. ”Skyggen af hvad vi var engang” er udgivet af Auroraboreal og kan stadig købes. 

Hvad årsagen er til, at jeg først i forbindelse med hans død blev opmærksom på Sepúlvedas forfatterskab, ved jeg ikke, men sandsynligvis skyldes det manglende omtale i pressen. Det er synd og skam, og det skal hermed varmt anbefales. 

I nekrologen fra Centralkomiteen for Chiles Kommunistiske Parti citeres Sepúlveda for at have sagt, at ”Bøger forandrer ikke verden. Det gør menneskene”, men samtidig understreges det, at det er et stort tab for den spansksprogede litteratur at have mistet denne kammerats modige stemme, der altid talte arbejdernes og de svagestes sag.

Luis Sepúlveda: Skyggen af hvad vi var engang. Oversat af Ole Eistrup. Auroraboreal. 140 sider. 260 kr.