På afgrundens rand

Af Margit Andersen

Da John Steinbeck i 1938 havde fået udgivet romanen ”Vredens Druer” om de små farmeres flugt fra Oklahoma til Californien, fordi høsten var slået fejl på grund af støvstorm, og fordi de grådige banker greb chancen til at tilrane sig deres jord, blev den både en salgs- og kritikersucces. Men han fik også mange fjender på nakken blandt storbønderne, finansverdenen og den reaktionære presse. Det var noget af en overdrivelse, at han blev beskyldt for at være statsfjende og kommunist, men romanens indhold er gennemsyret af dyb social indignation og kapitalismekritik.

Året efter blev den filmatiseret af John Ford og 50 år senere dramatiseret af Frank Galati. Det er denne dramatisering, der nu kan ses på Betty Nansen Teatret, og har man læst bogen og/eller set filmen, er det oplagt at være lidt skeptisk på forhånd. Kan det lade sig gøre at omsætte familien Joads skrumplende lastbilrejse gennem det halve USA og dens trængsler, da den når det forjættede land, der viser sig at være et mareridt af udnyttelse og fjendtlighed, til en teaterscene? Det kan det faktisk ved at tilsidesætte enhver form for naturalisme og i stedet gøre brug af en Brecht-agtig minimalisme, der ved hjælp af antydninger og enkle rekvisitter sætter tilskuernes fantasi i gang med at digte med og se det for sig, der ikke vises.

Scenerummet er indskrænket til et smalt stykke med en betonvæg bagtil og orkestergraven foran. Familien har ryggen mod muren og afgrunden foran sig. Skuespillerne har flere roller og klæder sig nødtørftigt om på scenen undervejs, og det fungerer fint, for vi skal jo ikke tro, at de er de personer, som de spiller.

Et andet spørgsmål kan være, hvor meget en næsten 80 år gammel roman har at sige os i dag, hvor verden har forandret sig en del.

Men har den nu også det? Der er stadig mennesker, der må flygte fra fattigdom på grund af naturkatastrofer eller andre onder. Flygte fra det kendte til det ukendte for bare at overleve, og hvor flugten, som hos familien Joad, splitter familier undervejs. Dens gamle dør og må begraves primitivt i fremmed jord, nogen søger deres egen vej for ikke at være bebyrdet med de andre, og andre kommer til en erkendelse, der skaber vrede og konflikter. Tilbage står moderen som samlingspunktet, der vil gøre alt for sin familie, men også har overskud til at vise omsorg for andre.

Her når vi frem til slutningen, hvor den enes død bogstaveligt talt bliver den andens brød. Sådan ender romanen også, men da John Ford filmede den, strøg han det afsnit. Det kunne teaterstykket også have gjort med fordel, for det er patetisk og oversymbolsk og skæmmer den eller så rene tone lidt.

Bortset fra det er det et vedkommende drama, der er velspillet over hele linjen, for man må nok sige, at skuespillerne må stå på linje. Dog skal især roses Olaf Johannessen som den tidligere prædikant, der mister troen på kristendommen, men ikke på mennesket.

Vredens Druer. Instruktion Katrine Wiedemann. Betty Nansen Teatret indtil 9. april