På flugt før og nu

Af Margit Andersen

I dag søger mange mennesker, der af en eller anden grund ser sig nødsaget til at forlade hjemlandet, nordpå til Europa, mens strømmen i 1930’erne gik den modsatte vej. Dengang var det nazisterne, der drev dem på flugt, og i takt med at disse udvidede deres territorium, måtte de trække længere og længere mod syd for i 1940 at gøre midlertidigt stop i Marseille for derfra at komme bort fra Europa. 

En af disse flygtninge var den tyske forfatter og kommunist Anna Seghers (1900-1983), som det lykkedes at komme til Mexico, hvor hun blev, til hun i 1947 vendte tilbage til det daværende DDR.

I Mexico skrev hun romanen Transit, der bygger på hendes oplevelser fra opholdet i Marseille, og som Christian Petzold nu har filmatiseret. For en stor del følger han forlægget, men han har dog foretaget nogle væsentlige ændringer, da han ikke ville lave en historisk film, men sammenkæde fortiden med nutiden. Det sker bl.a. ved ikke at opbygge kulisser og bruge rekvisitter fra dengang, men i stedet optage den i vore dages Marseille. Bilerne er nutidens, de franske betjente, der emsigt jagter folk, der ikke har papirerne i orden, er iført moderne kampuniformer, og de øvrige personer er klædt i neutralt og tidløst tøj. Han tilføjer også i persongalleriet en døvstum kvinde fra Nordafrika, som opholder sig illegalt i byen sammen med sin lille søn. Det at leve i et land, hvor man ikke forstår sproget, kan måske opleves som at være døvstum.

Hovedpersonen, Georg, er flygtet fra en tysk kz-lejr og er også endt i Marseille, hvor flygtningene klumper sig sammen i lurvede hoteller og tilbringer dagene i et Kafka-agtigt mareridt med at sidde i kø på diverse ambassader, konsulater og rejsebureauer for at få visum, transitvisum og skibslejlighed. Det er ikke nogen enkel sag, og den bliver yderligere vanskeliggjort ved, at datoerne på papirerne skal passe sammen. Ellers kan man begynde forfra. Dertil kommer, at hvis man ikke har transitvisum, må man ikke opholde sig i byen og kan blive interneret. Over det hele ligger angsten for ikke at komme væk i tide. Hele tiden kommer der rygter om, hvor langt ned i Sydfrankrig tyskerne er nået.

I Paris er Georg tilfældigt kommet i besiddelse af en afdød, berømt forfatters papirer, og det giver ham mulighed for at tage dennes identitet med de fordele, det indebærer i forhold til at komme ud af landet. I Marseille møder han forfatterens kone, der ikke ved, at manden har begået selvmord, og forelsker sig i hende. Hvor gensidigt det er, står hen i det uvisse, men selv en afdød kan man tabe til.

Som en logisk konsekvens af filmens og romanens forskellige synsvinkler ender de ikke ens. Romanens navnløse fortæller udvikler sig, han finder en form for fodfæste og beslutter at blive i Frankrig og fortsætte kampen mod fascismen, når den kommer til -Marseille, mens filmens -Georg apatisk afventer, hvad der måtte komme. Han føler ikke mere samhørighed med nogen eller noget. De to værker er således forskellige, men kan begge anbefales varmt. Rækkefølgen er ligegyldig.

Transit. Instruktion og manuskript Christian Petzold. Forlæg ”Transit” af Anna Seghers (Forlaget Tiden 1986)