På skattejagt i Teheran

Af Margit Andersen

Da Charles Dickens i 1800-tallet skrev om de mange børn i England, der var henvist til hårdt arbejde og kriminalitet for at overleve, var det ud fra egne erfaringer, som 12-årig arbejdede han på en skosværtefabrik, og for at gøre samfundet opmærksom på problemet. Romanerne var både underholdende og indignerede kampskrifter, og de fik vid udbredelse. Men hvis man skulle tro, at det var dengang, så må man tro om igen. I dag er der globalt 152 millioner børn, der lever under lignende forhold, og det er til dem, den iranske instruktør Majid Majidi har dedikeret filmen ”Solens Børn”.

Ali og hans tre venner er ikke forældreløse, men kunne ligeså godt være det. De lever af rapserier og stjæler bl.a. løsdele fra parkerede biler til en Fagin-agtig type, der genbruger dem i sin virksomhed. Han sidder som en fed edderkop og trækker børnene ind i sit spind med sleske smil og småkager. En dag betror han Ali, at der ligger en skjult skat under begravelsespladsen og beder Ali om, under hans vejledning, at finde den. Ali bliver fyr og flamme, for han ser her en mulighed for at skaffe sig penge til en bolig og dermed få sin mor hjem fra det psykiatriske hospital, hvor hun er indlagt.

Planen er, at Ali og hans venner, en lille Olsenbande, skal skaffe sig adgang til Solens Skole, en velgørende institution, for vejen til skatten går gennem skolens kælder. Herfra kan man komme videre til kloaksystemet under gravpladsen. Det lykkes dem med noget besvær at blive optaget på skolen, og derpå går de i hemmelighed i gang med opgaven, der kræver både snedighed og hårdt arbejde af de spinkle smådrenge. Samtidig må de spille flittige elever, og det er dem egentlig ikke imod. En af dem udmærker sig som fodboldspiller og går efterhånden mere op i det end i skattejagten. Undervejs får de et tillidsfuldt forhold til en af lærerne, der viser dem respekt og interesse, hvad de ikke er vant til fra de voksnes side.

Mens drengene arbejder under jorden, arbejder skoleledelsen over jorden på at bevare skolen, der er i en økonomisk krise. Donationerne fra velhaverne skrumper ind, regningerne kan ikke betales, hverken til håndværkerne eller for skolemaden, men hvad der er værre er, at skolen er mange måneder bagud med huslejen og nu har fået kniven for struben. Et festligt arrangement, der skulle have fået mæcenerne til lommerne, falder til jorden, og skolen må lukke.

Ali arbejder imidlertid videre under jorden, hvor han maver sig frem ad de snævre gange, mens murbrokker og støv vælter ned over ham, for slet ikke at tale om, da et uvejr får vandmasser til næsten at drukne ham. Det lykkes ham at finde skatten, der ikke består af ædle metaller, men af et noget mere forgængeligt materiale. Men da den skuffede Ali til sidst fikser ledningerne til skoleklokken, der har været ude af funktion og nu ingen funktion har, så får vi tilskuere et lille håb om, at der venter ham en anden skat i fremtiden.

Børnene bliver spillet af amatører, hvoraf nogle er gadebørn i virkeligheden, og de gør det alle overbevisende, ikke mindst den lille Egon Olsen, der kæmper som en rasende for, at planen skal lykkes og ind i mellem skælder og smælder på de andre klamphuggere, når de ikke lever op til hans krav.

Solens Børn. Instruktion Majid Majidi