På sporet af Oslo

Af Margit Andersen

Med anden del af Oslo-trilogien har Lars Saabye Christensen overgået sig selv i fortællingen om livet i bydelen Fagerborg, hvor alle kender alle, og de fleste går i så små sko, at de får ligtorne af det, mens sladderen til gengæld har vinger.

Siden 1. bind er der gået syv år, vi er nu i 1956, pengene er stadig små hos de fleste og næsten ikke-eksisterende hos nogle. Det råder bydelens afdeling af Røde Kors bod på ved at uddele almisser til værdigt trængende, såfremt de modtager dem med passende ydmyghed og taknemlighed.

Det lyder måske lidt gråt og kedeligt, men er det ikke med Saabye Christensen som pennefører, tværtimod. Hans humoristiske sans for dagligsproget er eminent, og det samme gælder hans evne til at skabe levende mennesker af kød og blod, som man bliver interesseret i; dem alle, både hoved- og bipersoner, de sympatiske og de usympatiske.

De fleste er gengangere fra første del med familien Frederiksen på Kirkeveien i centrum.

Fru Frederiksen, nej lad os være dus og kalde hende Maj, er denne gang omdrejningspunktet. Hun lever stadig i enkestand efter Ewalds død, og er bekymret over, at hun tænker mindre og mindre på ham, i det hele taget lider hun af kronisk dårlig samvittighed og bekymring for, om hun nu gør alting godt nok. Hendes sociale liv uden for hjemmet består i at være kasserer i den lokale afdeling af Røde Kors, og i længden er det ikke det mest ophidsende for en kvinde på 40 år.

Sønnen Jesper er stadig ekstremt følsom, som lægediagnosen lyder på, men han er også blevet teenager, med hvad deraf følger af forelskelser og frigørelsestrang.

Lillesøster Stine er begyndt i skolen, og hun er åbenbart også følsom, for der er ikke langt fra latter til bævrende læber.

Jostein, Jespers ven, der fik en høreskade ved en færdselsulykke, er gået ud af skolen, for det er svært at lære noget, når man ikke kan høre, hvad læreren siger, og er begyndt at tjene sine egne penge på slagteriet, men han har også sine følsomme sider, så det holder ikke så længe.

Blandt bipersonerne er der familiens tidligere overbo, Fru Vik, der er blevet gift med den usympatiske antikvarboghandler hr. Hald, der måske drev sin forrige kone ud i alkoholisme. Så galt er det ikke gået med hendes efterfølger, men hun skæmmer sig, noterer man i kvarteret, og så går hun i den afdøde kones tøj! Hendes gamle lejlighed bliver overtaget af Halds stedsøn, Bjørn, der har afbrudt sit lægestudium og nu lever et underligt tusmørkeliv, hvor han gør brug af noget af det, han nåede at få lært.

Men så sker der noget, der ændrer Majs tilværelse og sætter gang i snakken, for dengang var en kvindes plads i hjemmet. Hun bliver ansat som receptionist i det reklamefirma, hvor hendes mand arbejdede, og det viser sig, at hun har evner for reklameslogans, som bliver værdsat af direktøren. Og ikke nok med det, men der dukker også en mand op i hendes liv.

Jesper har i årevis gået til spil hos den italienske bar-pianist Enzo, men da denne føler, at han ikke kan lære Jesper mere, sender han det lille klavergeni videre til en bedre lærer, og ud over sin forelskelse i en pige fra klassen, fylder musikken mere og mere i Jespers liv.

Jostein kommer også videre efter det uheldige mellemspil på slagteriet og får et nyt job, der giver ham flere penge, og det er vigtigt for hans selvtillid, og tilmed en voksen ven, der kan støtte ham i modsætning til hans koleriske slagterfar, der løser konflikter med hård hånd.

Igennem dialoger og personernes indre tankestrømme får vi fortalt om deres tanker, drømme og udvikling; forfatteren holder sig diskret tilbage undtagen et par gange, hvor han henvender sig direkte til læseren, så denne husker på, at det her er altså løgn og opdigt, bortset fra tegningen af byens spor med dens gader, bygninger, lyde, lys og farver.

Det kan ikke tilrådes nye læsere at springe ind her i bind to. Man skal have læst første bind for at få det fulde udbytte af romanen, og der er ingen grund til at lade sig afskrække af sideantallet (cirka 500 per bind), for fra først til sidst vender man sider, som var det en krimi, og efter sidste punktum har man svært ved at vente på fortsættelsen.

For øvrigt laver forfatteren, blandt mange andre, det lille kunstgreb, at de to bind slutter på samme tid, selv om der handlingsmæssigt er gået otte år imellem dem.

Lars Saabye Christensen. Byens Spor 2
Oversat af Ellen Boen. GRIF. 540 sider. 300 kroner