Pablo Neruda – virkelighed og fiktion
Af Margit Andersen
I det forgangne år har biografiske film tilflydt os i en lind strøm, og det er ganske forfriskende, når der nu kommer en ”biopic”, som filmfolk kalder genren, der ikke følger de gængse regler. Med Neruda har Pablo Larrain, foruden at fortælle om et skæbneår i Nerudas liv, gjort filmen til en hyldest til litteraturen i det hele taget ved at lægge et lag fiktion ind i virkeligheden. En fiktion der helt åbenlyst er stjålet fra en af de store, gamle forfattere, og som tilmed bibringer filmen en ekstra spændingseffekt.
Året er 1948, hvor USA er godt i gang med den kolde krig og heksejagten på kommunister er gået ind. For at tækkes storebror nordpå vender Chiles præsident Gabriel González Videla på en tallerken, og fra at have været borgerlig demokrat med en socialistisk drejning går han over til den modsatte side og bekæmper med alle midler kommunisterne. Blandt disse midler er oprettelse af kz-lejre, hvor filmen viser, at Pinochet startede sin løbebane som chef for en sådan.
Neruda, der er kommunistisk senator, tøver ikke med angribe præsidenten i Nationalforsamlingen, hvad der resulterer i, at der bliver udstedt en arrestordre på ham. Han må modvilligt gå under jorden, for han ville helst kæmpe med åben pande, og det er ikke sjovt at leve skjult, når man er vant til at være centrum for alles beundring, fordi man skriver så skønne digte, og når man er lidt af en levemand med sans for kvinder, vin og fest. Til frustration for den livvagt partiet har givet ham, sniger han sig derfor ind i mellem ud for at more sig lidt i glædeshusene.
Men skruen strammes, og Neruda må ud af landet, og efter et par mislykkede flugtforsøg ender det med en rejse til hest over Andesbjergene til Argentina. Det er i store træk den virkelige historie. Fiktionen kommer ind med politiinspektøren Oscar Peluchonneau (Gael Garcia Bernal), der har sat sig som sit livs mål at fange Neruda (Luis Gnecco), både fordi han ikke kan lide kommunister og for at vinde anerkendelse, men ikke mindst for at blive hovedpersonen i fortællingen. Det er katten efter musen, og katten er hele tiden et skridt bagud, og hver gang den strækker kløerne ud efter byttet, får den kun en hilsen fra Neruda i form af en efterladt digtsamling. Læsningen af digtene knytter politiinspektøren mere og mere til digteren, ligesom Victor Hugo’s politiinspektør i De Elendige i løbet af jagten på den flygtede galejslave knyttes mere og mere til ham. I begge tilfælde ender det dramatisk med, at forfølgeren erkender sin fejltagelse, mens den forfulgte viser storsind.
Larrain skildrer meget fint Neruda som mennesket, digteren og politikeren, der er tre forskellige væsener samlet i en skikkelse, og humor og alvor indgår i en fuldendt symbiose. Hvis man har læst Nerudas erindringer Jeg bekender, jeg har levet, så vil man ikke være i tvivl om, at filmen er lavet i hans ånd.
Neruda. Instruktion Pablo Larrain. Manuskript Guillermo Calderón