Pariserkommunen 150 år

Af Bo Møller

Pariserkommunen kom til verden den 18. marts 1871 og holdt stand i 72 dage. Det var det første forsøg i verdenshistorien på at opbygge et socialistisk system. Den var proletariatets diktatur, som Friedrich Engels sagde.

*I den såkaldte ’blodige uge’ blev mindst 20.000 kommunarder skudt, og mange flere blev fængslet.*

Baggrunden for kommunen var Frankrigs krig mod Preussen, men krigen gik ikke godt for Frankrig. Paris blev belejret af preusserne, og den medførte hungersnød. Ved valget til den franske Nationalforsamling den 8. marts gik flertallet af stemmerne i Paris til socialisterne og andre republikanere, mens det i resten af Frankrig, bortset fra nogle større industribyer, stadig var støtter af kejser Napoleon den 3., der vandt valget. Men så gjorde pariserne oprør.

Mange af de parisiske mænd havde været soldater i Nationalgarden, og byen havde samlet et stort arsenal af våben, der i første omgang var beregnet på at slå de preussiske tropper, men som nu også blev brugt i kamp mod monarkisternes styre.

Resultatet blev så, at der blev afholdt et frit valg, og at den valgte kommunalforsamling stiftede Pariserkommunen. I kommunalforsamlingen indgik republikanere og venstreorienterede, men også kommunister organiseret i Internationalen – den første internationale arbejdersammenslutning.

Kommunens resultater

Kommunen vedtog i sin korte levetid en række love, herunder:

Alle ansatte i offentlige magtorganer skulle vælges, og de kunne igen afsættes efter beslutning fra væl-gerne.
Kirke og stat skulle adskilles, således at den katolske kirke mistede sin store magt, og religion skulle ikke mere styre undervisning. Præsterne skulle ikke mere aflønnes af staten. De måtte leve af de midler, som de kunne samle ind hos deres støtter.
Der blev langt hen ad vejen indført ligestilling mellem mænd og kvinder.
De offentligt ansatte skulle ikke mere nyde særlige økonomiske eller andre fordele, men skulle aflønnes som almindelige faglærte arbejdere.
Den almindelige professionelle hær skulle afskaffes, og i stedet skulle våben overdrages til kommunens egne folk.
Alle former for uddannelse skulle være åbne for alle – altså ikke mere som før kun for de privilegerede overklassebørn.
For de mange forgældede arbejderfamilier blev der indført regler om udsky-delse af gældsbetalingerne. Der blev indført en ret for arbejderne på en virksomhed til via deres faglige organisationer at kunne overtage lukkede virksomheder.
Og måske lidt specielt: Natarbejde for bagerne blev afskaffet.

Samlet var det tiltag, der klart viste frem mod socialismen i form af proletariatets diktatur – men naturligvis var det alligevel begrænset, hvad der kunne opnås på de 72 dage, hvor kommunen eksisterede.

Det gamle monarkistiske styre ville naturligvis ikke stiltiende se på, at Paris nu førte en helt anden og ny politik, så styrets tropper blev samlet og gik direkte mod -Paris. Efter længere tids hårde kampe lykkedes det desværre for monarkiets hær at få overtaget.

Resultatet blev meget blodigt for kommunens folk. I den såkaldte ’blodige uge’ blev mindst 20.000 kommunarder skudt, og mange flere blev fængslet.

Kommunen tabte altså i denne omgang, men den blev alligevel en stor inspiration for arbejderklassen overalt på jorden.

Marx og Engels fulgte naturligvis som ledende medlemmer af Internationalen pariserkommunen tæt. Som Lenin senere sammenfatter deres analyser: ’Marx og Engels har givet os en meget indgående analyse af Pariserkommunen og klart påvist, at dens store fortjeneste netop var forsøget på at sønderslå, at sønderbryde det eksisterende statsapparat’.

Det var derfor erfaringerne fra kommunen og analyserne fra Marx og Engels, der førte til, at den russiske revolution i 1917 netop afskaffede det tidligere statsapparat og indførte sovjetstyret – altså et styre, der byggede på arbejderrådene.

Karl Marx analyserede meget grundigt pariserkommunen og skrev bl.a. følgende:

’Den mangfoldighed af fortolkninger, som Kommunen har været udsat for, og den mangfoldighed af interesser, der kom til udtryk i dem, beviser, at den var en helt igennem udviklingsdygtig politisk form, mens alle tidligere regeringsformer væsentligst har været undertrykkende.

Den sande hemmelighed var følgende: Det var væsentligt en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endeligt opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske frigørelse kan foregå’.