Skip to content

Patenter eller patienter?

En stor del af verden er fortsat ikke vaccineret mod COVID-19. Lige nu blokerer EU for et vigtigt tiltag, der kunne rette op på det.

Af Susanna Dyre-Greensite, Formand, Folkebevægelsen mod EU

I vores del af verden er vi endelig ved at være i mål med COVID-19 vacciner.

Her går det (endelig) godt

I Danmark er 75 procent af befolkningen færdigvaccineret, og vi regner ikke længere COVID-19 for at være en samfundskritiks sygdom. I hele EU er 61 procent af befolkningen færdigvaccineret.

Det betyder, at EU for nylig har overhalet USA i andelen af færdigvaccinerede. I USA er det nemlig kun 54 procent af befolkningen. USA har været i gang med at vaccinere meget længe, men døjer i øjeblikket med høj vaccineskepsis i befolkningen.

EU-landene kom meget senere i gang med vaccinationer, fordi EU-Kommissionen, som havde fået mandat til at lave fælles indkøb, var meget længe om at få bestilt nok effektive vacciner. Kommissionen gik mere op i prisen og betingelserne for vaccinekøb samt hvilket land, der producerede vaccinerne, end de gjorde i at bestille nok af de mest lovende vacciner hurtigt nok. En bedre politisk håndtering havde betydet, at Danmark og resten af EU havde kunnet begynde genåbningen hurtigere. Storbritannien, som valgte at købe vacciner udenom EU, er også længere fremme end EU.

Resten af verden mangler

Vaccinationstallene ser meget mere bekymrende ud i fattigere lande. På verdensplan er kun 32 procent af befolkningen vaccineret. I Indien er kun 15 procent færdigvaccineret. I Vietnam er tallet syv procent og i Tanzania er det under én procent.

De fattigere lande har ikke råd til at købe vacciner til den pris, de rigere lande betaler. Af den grund sendte Indien og Sydafrika, med støtte fra 62 andre lande, en anmodning til verdenshandelsorganisationen WTO om, at patenter på COVID-19 vacciner kunne blive midlertidigt ophævet. Blev de det, lød argumentet, kunne landene selv producere de nødvendige vacciner. Anmodningen blev sendt afsted i oktober 2020.

Patentslagsmål

I starten stod vestlige lande sammen om at modsætte sig. EU, USA og flere mente, at patentophævelse ville fratage medicinalindustrien incitamentet til at udvikle nye, nødvendige medicinalprodukter. Det hører med til historien, at de lande og landeblokke, der blokerede ophævelsen af patenter, også er de steder, der huser de større medicinalselskaber.

I maj 2021 skiftede USA holdning. USA’s præsident Joe Biden annoncerede, at han ville støtte den midlertidige ophævelse af patenter. Tilbage står dog, at EU fortsat insisterer på patenterne.

EU’s position reflekterer næppe befolkningen i EU-landenes holdninger. En måned efter, at USA meldte holdningsskifte, vedtog det folkevalgte EU-parlament en ikke-bindende opfordring til EU-Kommissionen om at stille sig på flertallet af verdens side i WTO. Den opfordring har den ikke-folkevalgte EU-Kommission, som er dem, der bestemmer i denne sag, indtil videre valgt ikke at tage til sig.

EU fra sin værste side

De ikke-folkevalgte i EU har altså ikke blot forsinket vaccinationsprocessen i EU, de gør det også sværere for fattigere lande at komme over COVID-19. Under vaccineforløbet har EU vist sig fra sin værste side.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk