Pensionsselskaberne tjener på våben
KOMMUNIST har tidligere skrevet om den danske våbenproducent Terma, der har tjent godt på salg af våben til brug i krigen i Yemen.
Nu afslører en rapport fra Oxfam IBIS, der er en organisation, der bekæmper ulighed og fattigdom i ikke mindst ulande, at Danmarks største pensionskasser tilsammen har investeringer for 2,9 milliarder kroner i virksomheder, der leverer våben til Saudi Arabien og Emiraterne. Våben, som efter al sandsynlighed bliver brugt i Yemen-krigen.
Krigen i Yemen er verdens værste humanitære katastrofe lige nu, skriver Oxfam IBIS. Gang på gang bliver hospitaler og skolebusser bombet sønder og sammen. Hvert 10. minut mister et barn livet som følge af krigen, og 80 procent af befolkningen har akut brug for nødhjælp. Det er en menneskeskabt katastrofe, som Saudi Arabien og Emiraterne fører an i. Men det stopper ikke pensionsselskaberne, der tilsyneladende sætter profit over menneskeliv i denne situation.
De danske pensionsselskabers investeringer er så meget desto mere ubehagelige, da mange danske lønmodtagere er tvunget medlem af de pågældende pensionskasser.
På Oxfam IBIS’ hjemmeside kan man skrive under på en protest mod, at danske pensionskasser deltager i -Yemen-krigen via investeringer i våbenproducerende virksomheder. bom