skip to Main Content

Pia Arke og Grønland

Af John Poulsen

Udstillingen ”Pia Arke – Drøm og fortrængninger” på Louisiana falder fint sammen med, at det i år er 300-året for at Hans Egede kom til Grønland, og fordi det er en udstilling, der forholder sig kritisk til koloniseringen af landet. Louisiana har gennem nogle år erhvervet flere af Pia Arkes væsentlige værker og fandt ud af at det var på tide, at der kom en stor udstilling, der giver et bredt billede af hendes kunstneriske virke ved at vise fotografier, collager, video, lysbilleder og landkort.

Pia Arke (1958–2007), der havde en grønlandsk mor og en dansk far, blev født i byen Scoresbysund, hvor hun kun boede i 3 år, men som hun senere vendte tilbage til flere gange, første gang i 1997 for at opsøge familiens fortid. Hendes forældre blev skilt, og i 1971 flyttede hun sammen med sin mor til Danmark, hvor hun i 1987 blev optaget på Kunstakademiet. Her begyndte hun på malerskolen, men efter besøg på Tegne- og Fototeknisk Laboratorium fandt hun ud af, at det var fotografiet, der skulle være hendes vigtigste medie, og i 1992 blev hun færdig som fotograf.

Mange værker tager udgangspunkt i hendes egen eksistens, og hun lægger gerne selv krop til i sine arbejder. Her kommer hendes feministiske holdninger til udtryk. Hun kalder sig selv en bastard, fordi hun hverken følte sig som dansker eller grønlænder, men når det kommer til stykket, står hun altid solidarisk på grønlændernes side, hvilket tydeligt ses i bogen Scoresbysundhistorier. På udstillingen kan ses dele af hendes ”dummy”, opsætningen af bogen, som hun skrev sammen med den svenske forfatter og kulturkritiker Stefan Jonsson. Den udkom på dansk i 2003, men først på grønlandsk i 2010, og den bygger på et kæmpe research-arbejde, hvor hun måtte trække på mange menneskers oplysninger for at få samlet stoffet. Den fortæller historien om Scoresbysunds grundlæggelse i 1924, der skulle markere dansk tilstedeværelse på Øst-Grønland, fordi Norge gjorde krav på området. Derfor lokkede man i 1925 ca. 100 familier, heriblandt Arkes mormor og morfar, og hvoraf mange oprindeligt boede 1.000 km. væk, til byen, men uden at der var sørget for ordentlige bolig- eller levevilkår. Det er en historie om en kolonimagt og dens kynisme.

Arke fandt i 1995 i New York i polarforskeren Pearys arkiv et fotografi, der viste en nøgen, oprevet inuitkvinde, der blev holdt fast af to hvide mænd foran et kamera. Det blev påstået, at kvinden led af ”Arktisk hysteri”, en opdigtet sindslidelse fra begyndelsen af 1900-tallet. Da hun ikke måtte låne fotografiet lavede hun i stedet montagen ”Arctic Hysteria IV” (1997), hvor hun brugte billeder af tre pelsklædte mænd fra en af Pearys bøger og satte dem sammen med tre nøgne inuitkvinder for at vise kolonisatorernes magt og de koloniseredes afmagt.

For at få det fulde udbytte af udstillingen kan det anbefales at købe udstillingskataloget, som indeholder en række tekster om hendes liv og værker.

Louisiana: Pia Arke – Drøm og fortrængninger”. Slutter 2. januar 2022.

Back To Top