Pibende hængsler – lidet flatterende skildring af Socialdemokratiet under besættelsen

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 8-9 2022] Da besættelsen sluttede i 1945, nedsatte Socialdemokratiet (SD) en såkaldt Æresret, der skulle tage stilling til, om nogle af dets medlemmer havde opført sig forkert og var gået over kridtstregen i forhold til besættelsesmagten. Formålet var i virkeligheden at finde nogle syndebukke og dermed få folk til at glemme, hvordan Socialdemokratiet havde opført sig.

Det blev til gengæld ikke undersøgt, om dets optræden under besættelsen var rigtig, som f.eks. forbuddet mod DKP 22. juni 1941 og efterfølgende grundlovsbrud, Buhls stikkertale i september 1942 eller Alsing Andersens brev 2. september 1943, hvor SD fortsatte med at angribe modstandsbevægelsen ved at kalde den for ansvarsløs og en gruppe af chauvinister og kommunister. Flere af de anklagede socialdemokrater gjorde opmærksom på, at de blot havde fulgt den linje, Stauning stod for.

Derfor er det naturligt, at forfatteren Arne Hardis i sin bog ”Pibende hængsler – Socialdemokratiet og den tyske fascination under besættelsen” stiller spørgsmålet, om man kunne dømme de anklagede uden også at dømme Stauning, og om hvad der ville være sket, hvis Stauning havde overlevet besættelsen?

Omdrejningspunktet for dette spørgsmål er Staunings famøse tale i Studenterforeningen den 8. marts 1941, hvor han sagde, at det var Tyskland, der var den centrale magt, og at deres planøkonomi sikkert rummede betydelige fordele. At vi stille og roligt skulle tilpasse os det, der ville blive en af en af Europas politiske opgaver.

Ikke mindst tanken om planøkonomi tiltalte en gruppe af socialdemokrater, og de begyndte at holde studiekredse om den økonomiske situation.

Denne diskussion fortsatte for nogles vedkommende i tidsskriftet Globus, hvor en del af redaktionen var socialdemokrater, og som blev finansieret af besættelsesmagten. Stauning blåstemplede Globus ved at skrive en artikel i det første nummer. Senere, efter Staunings død, blev det for meget for SD, og de forlangte, at deres medlemmer skulle træde ud af redaktionen. En af dem, der deltog i de første møder, var Jens Otto Krag, som påstod, at han hurtigt gik ud, men det påvises i bogen, at det var sket senere, end han selv angav.

Bogen koncentrerer sig om at skildre en række personer, bl.a. Jens Otto Krag, Niels Lindberg, Laurits Hansen, Harald Bergstedt, Aage Jørgensen og Ernst Berg, hvoraf de tre sidstnævnte meldte sig ind i nazipartiet, mens de øvrige forblev i socialdemokratiet.

Et af afsnittene fortæller om tre studierejser til Tyskland i 1940–41, som blev aftalt mellem formanden for De samvirkende Fagforbund, Laurits Hansen, og den tyske presseattache, Gustav Meissner og godkendt af Stauning. På de tre rejser deltog ikke så få socialdemokratiske fagforeningsfolk, og de må have fået en flov smag i munden, da de mødtes med den Tyske Arbejdsfront, som blev dannet efter, at fagforeningerne var blevet forbudt og deres ejendom konfiskeret i 1935, og dens ledere enten var flygtet eller sendt i koncentrationslejre.

Et eksempel på en af dem, der kom for Æresretten, var Niels Lindberg, lederen af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), om hvem modstandsmanden Elias Bredsdorff udtalte, at han hverken var nazist eller landsforræder. Han havde deltaget i forskellige aktiviteter, som f.eks. Tysklandsrejsen, og havde skrevet to artikler i Globus, men havde afbrudt forbindelsen i august 1942. Æresretten kom aldrig med nogen afgørelse, fordi den blev opløst i oktober 1945, men alligevel blev Lindberg suspenderet af AE. Derefter bad han om at få bragt sin sag for en undersøgelseskommission under finansministeriet, og her blev han frikendt i 1947, men da var det ikke muligt for ham at vende tilbage til sit gamle arbejde.

Det er umuligt at referere hele bogen, der indeholder mange interessante oplysninger om Socialdemokratiet og dets fascination af tyskerne, som fortjener at komme frem i lyset.

Arne Hardis: Pibende hængsler – Socialdemokraterne og den tyske fascination under besættelsen. Gyldendal. 266 s. 300 kr.