Pisken svinges endnu en gang
[KOMMUNIST nr. 11-23] Når en minister har behov for at sige at, at det ”ikke er en spareøvelse”, så er det som regel lige præcis det, det er – en spareøvelse.
Torsdag den 12. oktober præsenterede regeringen nemlig sin netop indgående kontanthjælpsaftale. En aftale, der af forligspartierne udråbes som retfærdig, men som endnu en gang svinger pisken over dem, der har mindst.
Ikke nok med at aftalen sender borgere, heriblandt børnefamilier, ud i yderligere fattigdom, så agerer den også springbræt til en ny aftale om arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere, der blev præsenteret dagen efter, den 13. oktober.
Denne sætter statslig social dumping yderligere i system og sender folk ud i et fuldtidsarbejde til en latterligt lav ydelse.
Når folk arbejder, så skal de sikres overenskomstmæssig løn og vilkår. At dette ikke sikres, vil fortsætte med at presse folk ud af forskellige jobs, fordi mange af de funktioner, som f.eks. 3F’s medlemmer er ansat til at varetage, nu skal udføres af kontanthjælpsmodtagere. Det er f.eks. rengøring, service og det grønne område. Et race mod bunden er yderligere blevet cementeret.
Den ny kontanthjælpsaftale
Foruden regeringspartierne (Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre) er SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en del af den nye kontanthjælpsaftale. Selvom det nævnes, at aftalen forenkler systemet, så er det eneste åbenlyst enkle, at man skaber en ny og større underklasse i Danmark.
Man indfører tre forskellige satser, en forhøjet sats på 12.064 kr., en grundsats på 6.955 kr. og en ny mindstesats på 6.553 kr. Satserne er alle sammen før skat. Op mod 10.000 mennesker risikerer at blive sat på mindstesatsen, heriblandt mange børnefamilier.
Den såkaldte 225-timersregel fjernes, men i stedet indføres et ”boligstøtteloft”. Her sættes der en begrænsning på, hvor meget kontanthjælpsmodtagere kan få i boligstøtte. En økonomisk sanktion udskiftes altså med en anden.
På papiret nævnes det, at 3.500 børn løftes over lavindkomstgrænsen. Men når resultatet henviser op mod 10.000 andre mennesker under grænsen, så er det ulighedsskabende af dimensioner.
”Den bedste socialpolitik, man kan opnå, er, at børn ser deres forældre gå på arbejde”, udtalte vicestatsministeren, Jakob Ellemann-Jensen (V), til TV2 nyhederne.
Regeringens politik er altså, at skal fattige mennesker motiveres, så skal de have pisken over nakken. Denne arrogante fattigdomsskabende politik er ikke socialpolitik.
Al socialfaglig evidens peger på, at øget fattigdom på ingen måder gavner muligheden for at finde arbejde, eller på nogen måde afhjælper kontanthjælpsmodtageres sociale problemer. Det er derimod en politik, der skal udskamme og udstille mennesker, der af forskellige årsager står uden for arbejdsmarkedet. Velfærdssamfundets såkaldte principper omkring social sikring er ikke en realitet mere.
Martin Minka Jensen