Ponti og Hamilton på krigsstien igen

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 11-23] En bog om året, færdigt arbejde, sådan har Jan Guillous kutyme været i årevis.

I 2022 udkom første bind af hans nye serie om Erik Ponti og Carl Hamiltons ­meritter, som de selv kalder hjælpearbejde, og den bliver nu fulgt op af Bedrag bedragerne. Det er altid spændende om ”to’eren” kan holde standarden, og det må man sige, at denne gør og næsten lidt til.

Fortælleteknikken er fortsat at lade Mont Blanc’en leve sit eget liv og skrive frit fra leveren, at lade minder, tanker, indtryk fra livet på gården, fra fjernsynet og avislæsning blande sig, som de dukker op uden en egentlig orden. Tilsyneladende.

Man kan vel tale om en slags autofiktion, da fortælleren er journalisten Erik Ponti, en tilbagevendende figur i Guillous forfatterskab, men også helt tydeligt dennes alter ego. Bogen er således ikke en egentlig krimi, men der er indbygget en spændingshistorie i den. På den måde kan man nå langt ud med sit budskab, og Guillou har ingen intentioner om at være finkulturel.

Vi begynder i vinteren 2021, hvor Ponti sidder på sin gård i Sörmland og skriver klummer til Aftonposten og funderer over, hvad der går for sig i verden af godt og skidt. Blandt det gode er naturen udenfor hans vinduer og glæden over weekendbesøget af fruen, der arbejder i Stockholm i ugens løb.

Skidt er der nok af. Der ironiseres over, hvor meget krænkelser fylder i medierne i forhold til den voksende økonomiske ulighed og højreekstremisme, men når det drejer sig om behandlingen af flygtninge overtager vreden ironien. Sprogpurismen, hvor visse ord pludselig bandlyses, får også en omgang, ligesom at ytringsfriheden ingen grænser har, når det gælder krænkelse af muslimer.

Forfatteren kommer vidt omkring, men vi standser her, for de to ældre herrer, Ponti og hans ven, den nu pensionerede efterretningsagent og viceadmiral Carl Hamilton, har en plan. Selv om de begge er noget handicappede efter henholdsvis en ryg- og en ­hofteoperation, hindrer det dem ikke at gå i gang med et stykke hjælpearbejde. De vil lokke telefonbedragere, der narrer penge fra gamle ­mennesker i en fælde, og Ponti skal være lokkemad ved at udbrede i medierne, at han er digital og økonomisk idiot.

Så sker der det, at Rusland angriber Ukraine, hvad der i Sverige skaber frygt for cyberkrig. Derfor skal der oprettes reservestationer for efterretningstjenesten, og et af dem bliver i en sidebygning til Pontis afsidesliggende gård. Hamilton er blevet genindkaldt og har en finger med i det spil, for derved åbnes der også helt andre muligheder i kampen mod banderne, der narrer de troskyldige gamle. Det udvikler sig til en langt større sag end planlagt, og der kommer lig på bordet undervejs, hvad der skaber lidt mislyde mellem Ponti og Hamilton.

Angsten for cyberkrig fortager sig lidt efter lidt, reserve­stationen bliver nedlagt og det så grundigt, at intet spor bliver tilbage af det, man nåede at udvikle, for valget endte med sejr til højrefløjen, og den nye digitale viden skulle nødig blive kendt af vor tids fascister, som Ponti kalder Sveriges­demokraterne.

Man bliver rigtig godt ­underholdt både af den fiktive intrige og af Guillous frække og elegante spydigheder og tankevækkende kommentarer til livets tilskikkelser og verdens uorden. Man kommer næsten til at holde af den gamle, bedrevidende Jeronimus, der indimellem forfalder til klædelig ydmyghed.

Jan Guillou: Bedrag bedragerne. Oversat af Anders Johansen. Modtryk. 350 sider. 300 kroner