Historietimen:

Porcelænskonflikten 1976 (Plattedamerne)

[KOMMUNIST nr. 2-2023] På den Kgl. Porcelænsfabrik havde der været et lavtlønsproblem siden konflikten i 1972–73, og den statslige forlængelse af overenskomsterne i 1975 havde forværret situationen.

Strejken viste hurtigt, at de som modstandere ikke alene havde fabrikkens ledelse, men også Dansk Arbejdsgiverforening, der fastholdt en lønstoppolitik. Strejken startede 19. maj 1976 hos malerne, men indtil ferien 2. juli var der ikke støttearbejde af betydning. Der var kun ca. 400, der var direkte berørt af kravet om en mindsteløn, mens de andre på fabrikken var i sympatistrejke. Strejken sluttede den 16. september og mindstelønnen blev hævet til 30,50 kroner – en lønfremgang på ca. 10% for de lavestlønnede.

Aktioner

Den 4. juni demonstrerede malerpigerne foran fabrikken, og den 14. strejkede de igen og gik i demonstration til Amagertorv, hvor Den Kgl. Porcelænsfabrik havde et udsalg på Strøget. Dagen efter sympatistrejkede drejerne, gipserne og arbejdsmændene. Den 22. juni blev der nedsat en strejkeledelse. Den 9. august var der tillidsmandsmøde i Folkets Hus – og der kom gang i støttearbejdet. Den 12. var der demonstration foran Dansk Arbejdsgiverforening. 18. august arrangerede Formandsinitiativet demonstration med 25.000 deltagere foran Christiansborg mod det indkomstpolitiske forlig.

Desuden var der i perioden efter sommerferien salg af paptallerkener og maling af samme på Strøget, og på gågader i provinsen.

Solidaritetsarbejdets organisering

Da det blev klart for de strejkende, at DA havde sat offensivt ind mod de strejkende og åbnet op for økonomisk støtte til arbejdsgiverne, kom der et møde i stand i Folkets Hus den 9. august. Det blev indkaldt af københavnske fællestillidsmænd og af strejkekomiteen. Ca. 200 tillidsmænd mødte op, bl.a. Metal (afd. 5, 12, 13), Bryggeriarbejderne, Sømændene, Byggefagene og Postarbejderne. Mødet sluttede med en appel til alle fagforeningsbestyrelser om enten at yde et kontant støttebeløb eller at købe et antal dekorerede paptallerkener.

Samtidig skulle der startes en kampagne på arbejdspladserne for, at alle skulle give 10 kr. om ugen under strejken. Der kom et forslag (fra Bryggeriarbejdernes Holger Foss) om, at fagforeningerne åbenlyst skulle udfordre DA og det fagretlige system ved at give et fast støttebeløb, men det blev opgivet på grund af manglende styrke.

De 50 fagforeninger og forbund, der støttede strejken, gjorde det ved køb af pap­tallerkener. Typograferne havde indkøbt 300 tallerkener, der lå i mappen til de kongresdelegerede. Den 27. august var der solidaritetsfest i Brøndby­hallen. Endvidere blev der oprettet støttekomiteer og gennemført støttemøder.

Keramisk forbund

Arbejdsgiverne ville have fagforeningsledelsen straffet, fordi der var fagforenings­faner ved porcelænsarbejdernes demonstration foran Arbejdsretten. Hertil svarede de, at de strejkende havde bemægtiget sig fanerne selv. Det var forbundet, der til sidst forhandlede forligsskitsen færdig.

Politik

Under strejken blev der i Folketinget indgået et indkomstpolitisk forlig, bl.a. om en lønramme til de kommende overenskomster på 2% – så strejken blev pludselig en kamp mod den statslige indkomstpolitik. Tonen blev skærpet ved, at en række fagforeninger og forbund blev indklaget for Arbejdsretten (Typograferne, Bryggeriarbejderne, Metal Afd. 13).

Strejkens organisering

Strejken blev ledet på to niveauer: dels tillidsmandsgruppen, der forhandlede med ledelsen. Dels strejkekomiteen, som bestod af valgte repræsentanter for alle faggrupper (men ikke for alle afdelinger på fabrikken). Fællesmødet, hvor både tillidsmandsgruppen og strejkekomiteen aflagde beretninger, samledes hver dag og stemte om strejkens fortsættelse. Mødet var øverste myndighed.

Det organisatoriske kerneproblem var at holde 1.270 mennesker aktive under en konflikt på 13 uger. Malerpigerne var den mest aktive gruppe. De tog paptallerkener med hjem og malede mussel eller blåblomst på dem.

Politisk vurdering

Støttearbejdet slog igennem på arbejdspladser og i en række fagforeninger, hvorved det fik karakter af et bredt enhedsarbejde indenfor den del af arbejderklassen, der ikke ville acceptere indkomstpolitikken.

Beskrivelsen af strejken har omfattet nogle af de principielle problemer i forhold til overenskomststridige strejker og strejkestøttearbejde: problemer med at organisere en aktiv og kontinuerlig støtte, problemer med det fagretlige system, den manglende opbakning fra de ledende socialdemokrater i fagbevægelsen, problemer med at organisere en aktiv strejke, der aktiverer alle de strejkende.

DKP’s holdning var, at strejken ikke skulle være partistyret, men at de kommunistiske tillidsfolk på arbejdspladser i hele landet skulle opbygge et solidaritetsnet til støtte for de strejkende med penge, agitation og solidaritetsarbejde.

Det var kommunisterne, som med deres langvarige erfaring skabte forudsætning for den sejr, der blev resultatet. Dette uden at træde ­direkte offentligt frem. Dagbladet Land og Folk med erfarne faglige journalister var ligeledes at godt våben i forløbet.

Det daværende LO spillede ikke nogen rolle, og det er der jo ikke noget nyt i.

Konflikten er så vigtig i dansk arbejderbevægelses­historie, at den har sit eget udstillingsområde på Arbejdermuseet i dag. Værd at besøge.

Kilde: leksikon.org mv.