Portræt af digteren Jeppe Aakjær

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 8-9-2024] Jeppe Aakjær (1866–1930) kan vist uden at ­overdrive betegnes som en af vore mest folkekære digtere. Ikke mindst fordi der er sat musik til mange af digtene, der også var skrevet, så de var ”syngbare”.

Og så var han en sprogfornyer i en helt særlig klasse med bund i det jyske, som det der med at ”duggen dynker et strå”. Det kunne undertiden appellere til humoren, som da Viggo Barfoed i et digt i BT i anledning af Aakjærs 60 års fødselsdag skrev om hans sprog ”med mærkelige udsagnsord, / som dels sprang frem fra bondens sjæl, / og som du dels har lavet selv”. Eller i 2016 hvor Thomas Bredsdorff i Politiken påstod, at Aakjær med ”Lul-lul! Rokken går” havde skrevet Danmarks første roksang.

Aakjærs sange fylder godt op i Højskolesangbogen og er på den måde blevet allemands eje, og der er blevet indspillet mange grammofonplader og CD’er med dem. Så sent som i 2016, da Aakjær ville være blevet 150 år, udgav musikeren Peter Abrahamsen en CD og en sangbog med Aakjærs digte.

Og det bliver ved. Senest har Hardy Bach udgivet en lille bog med ni digte og en oversættelse af Aakjær. Alle digtene er gengivet i deres helhed, og hvert af dem bliver fulgt op af Bachs indsigtsfulde kommentarer. Titlen på bogen, En korngul drømmer, stammer fra et digt, Jens August Schade skrev til Aakjær. Sandt nok var han en drømmer om det, der skulle komme, men samtidig var han en erindringens mester om det, der havde været. Det var ikke et udtryk for splittelse, men for rummelighed, og ikke nostalgi men vemod. Dertil kom en dybfølt social indignation, som også var bærende i romanen ”Vredens Børn”, der blev medvirkende til, at der blev nedsat en tyendekommission og stiftet en landarbejderforening.

Digtet ”Historiens Sang” handler om historiens betydning for den enkelte og almenheden, og herfra stammer de kendte linjer ”Du Pusling-land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge”. I ”Jeg er født på Jyllands sletter” drømmer digteren sig tilbage til barndomshjemmets tabte idyl, mens ”Jens Vejmand” er en minderune over det ydmyge og vedholdende mennesker, der må forvandle de hårde sten til brød, men i stedet for en sten får et frønnet bræt på sin grav. En anden hjerteskærende skæbne er hyrdedrengen i ”Kom mi bette Kipkal”, hvor drengen fortæller om sin nærige og ondskabsfulde husbond, men hvor man også aner et spirende oprør.

Aakjær oversatte digte af den skotske Robert Burns, men også Heinrich Heines ”Væverne”, der forbander deres fædrelands råddenskab. Her bringes oversættelsen sammen med originalen, så man kan se, hvor kongenialt den er gjort.

Det sidste digt er et langdigt om ”Hejmdals Vandringer”, som Aakjær begyndte på i 1914 og blev færdig med i 1924. Hejmdal er en gud fra den nordiske mytologi, der foretager en vandring hen over Jylland. Digtet er i syv afsnit, som Bach kort opridser, og hvor ordet vekselvis skifter mellem fortælleren og guden. Undervejs får Hejmdal en søn, der bliver kaldt Træl, men det angrer han senere, for han er en gud, der kan indse sine fejl og angre dem i stedet for at straffe andre for dem, som den kristne gud gør det. Virkeligheden og det gamle bondeliv får også et ord med på vandringen.

Det i det ydre beskedne værk med undertitlen ”Læsninger i Jeppe Aakjærs lyrik” er en fin introduktion til digteren for nye læsere og en kilde til nytænkning for os gamle, der kan dem udenad.

Hardy Bach: En korngul drømmer. Multivers. 87 sider. 130 kr.