Portugal – fra revolutionen i 1974 til i dag

Af Luis Monteiro, DKP

Portugals Kommunistiske Parti, PCP, har lige afholdt sin XX. Kongres. Det skete i en situation, hvor partiet kan notere sig en stor medlemstilgang og stigende indflydelse. Det er også i en tid, hvor et parlamentsvalg for et år siden for første gang væltede et markant højreflertal, som blev erstattet af markant venstreflertal, der har kunnet enes om et progressivt regeringsgrundlag.

Portugal er på mange måder, ikke mindst fra et politisk synspunkt, et spændende land i Europa, som på mange områder, i kraft af antimonopolistiske tiltag efter revolutionen i 1974, er tættere på fastholdelse af socialisme som målsætning end mange andre borgerlige demokratier i Europa. Lad os kigge på den politiske, sociale og økonomiske udvikling i de sidste 40 år.

Revolutionen og den revolutionære udvikling

Den 25. april 1974 gen-nemførtes i Portugal en ublodig revolution – Nellikerevolutionen – på baggrund af bred social uro, omfattende strejker og stor utilfredshed med kolonikrigen, som bevirkede at militæret – MFA, de bevæbnede Styrkers Bevægelse – gennemførte et militærkup, der endte næsten 50 års fascistisk diktatur. Befolkningen støttede straks op om militæret, og alliancen mellem MFA og folket udgjorde med det samme revolutionens motor.

I de første 2 år – perioden 1974-76 – blev Portugal regeret af 6 provisoriske regeringer med deltagelse af militæret og politiske partier, incl. kommunisterne. Disse 2 år udgjorde en revolutionær tid med klassekamp, social uro stort set hver dag, og mange og store folkelige demonstrationer for en revolutionær udvikling.

Under denne periode skete der en nedbrydning af de store monopolkapitalistiske grupper via nationaliseringer af vigtige sektorer af det portugisiske arbejdsmarked, mindstelønnen blev sat kraftigt i vejret, og afkoloniseringsprocessen tog sin begyndelse, og de afrikanske kolonier Angola, Mozambique, Cabo Verde og Guinea Bissau blev uafhængige lande. En gunstig udvikling henimod socialisme, og landet var stadig præget af flere antimonopolistiske tiltag – et mellemstade mellem den rå kapitalisme og socialisme.

Diverse modkup 1974-75

Højrefløjen og de konser-vative dele af militæret gjorde to forsøg på højreorienterede statskup, i september 1974 og i marts 1975, men alliancen mellem MFA og folket afslørede forsøgene, og de ansvarlige blev straffet.

april 1975 – et år efter revolutionen – afholdtes det første frie valg i 48 år, valg til en grundlovgivende forsamling, der skulle udarbejde en demokratisk og progressiv grundlov. Den blev vedtaget et år senere med valget til en lovgivende forsamling (parlamentet) den 25. april 1976. Valget i 1975 gav flertallet til PS og PCP. (socialisterne og kommunisterne)

I november 1975 var der sket en forværring af uenighederne omkring klasseinteresserne i militærgruppen, MFA og Revolutionsrådet på baggrund af venstreekstremistiske dele i militæret, som ikke syntes, at revolutionen gik stærkt nok. Og det benyttede kontrarevolutionen sig af til at skærpe den politiske, sociale og økonomiske orden og forhindre – under diverse former – den demokratiske udvikling i retning af fælles ejendomsrets ideologien og arbejderklassens og fagbevægelsens stigende indflydelse. De udviklede en propaganda med frygt for, at arbejderklassen ville erobre den politiske magt.

Baggrunden for situationen i november 1975 var:

Uenigheder og modsatte interesser mellem demokraterne, der hidtil – trods mange vanskeligheder – havde været forenet imod det fascistisk-kolonialistiske regimes politik.
Veltilrettelagte psykologiske og ideologiske angreb mod MFAs revolutionære sektorer ved at identificere dem med PCP.
Dybe splittelser inden for venstrekræfterne i MFA.
Vedvarende indflydelse fra borgerskabets og småborgerskabets ideologi blandt MFA-medlemmerne, såvel som indflydelse fra valgresultaterne til den lovgivende forsamling, til fordel for socialdemokratiske kræfter (PS og PSD).
Disse politiske partiers ønske om at modsætte sig de opnåede landvindinger og deres handlinger i regeringsdeltagelsen, i modsætning til deres egne socialistiske programmer.
Borgerskabets og småborgerskabets indflydelse i flertallet af arbejderklassen og befolkningen.
Den store indflydelse på befolkningen fra de mest konservative og reaktionære kræfter i kirken.
Støtten til kontrarevolutionen fra de internationale socialdemokratier, kristelige demokratier og imperialismen.

Ny progressiv grundlov

På trods af denne udvikling blev Grundloven vedtaget i foråret 1976 og stadfæstede følgende landvindinger:

Indførelse af udvidede frihedsrettigheder, garanterede politiske, civile, kulturelle, faglige og fagforeningsmæssige rettigheder.
Ødelæggelse af baserne for den statsmonopolitiske kapitalisme og de monopolitiske økonomiske grupper.
Nationalisering af bankerne og forsikringsselskaberne, produktionens basissektorer, de største transport- og kommunikationsvirksomheder og dannelse af en solid offentlig sektor, der var afgørende for landets økonomi, markedsreguleringen og udenrigshandelen.
Gennemførelse af Landbrugsreformen med ekspropriering af storgodserne og medvirken til dannelse af kollektive landbrugskooperativer, ledet af landarbejdere og små og mellemstore forpagtere.
Indføring af arbejderkontrol på virksomhederne.
Vedtagelse af en ny lejelov i landbruget, som reelt afleverede jord og hidtil uopdyrkede jordlodder til landbefolkningen.
Betydelig forbedring af levevilkårene blandt arbejderne generelt og andre lag i samfundet, bl.a. ved at forhøje mindstelønnen.
Fremkridtsvenlige ændringer i uddannelsessektoren og væsentligt øget skolefrekvens.
Vedtagelse af et nyt sygesikringssystem og udvikling af kultur og folkesport.
Stadfæstelse af, at Portugal er et ”demokratisk land på vej til socialismen”.

Ændringer af grundloven kan kun ske med to tredjedels flertal i parlamentet. Men selvom grundloven ikke blev ændret, så ændrede en række lovområder både grundlovens karakter og landets revolutionære udvikling over de kommende år.

Neo-liberalismen regerer

I perioden efter 1976 blev landet regeret skiftevis af regeringer af enten socialisterne alene (med parlamentarisk støtte fra højrefløjen) eller af højrefløjsregeringer. PCP har ikke deltaget i de efterfølgende regeringer eller ageret parlamentarisk grundlag for de mere eller mindre reaktionære regeringer.

Den revolutionære periode i 1974-75 stoppede, og udviklingen af den samfundseje, som skulle herske i produktionen, vareudvekslingen og de samfundsrelationer, de selv skaber, blev sat i stå. Modsætningerne mellem by og land, mellem intellektuelt og fysisk arbejde og det endelige opgør mellem klasserne udeblev efter den dybe politiske splittelse i november 1975 mellem de progressive sektorer af militæret og de progressive, demokratiske partier. Arbejderklassen fik ikke den nødvendige støtte til at erobre den politiske magt.

I modsætning til den social-økonomiske, progressive kurs i grundloven af 1976 blev den gældende politik i praksis – gennem utallige ændringer af grundloven som betød dybe og væsentlige strukturelle grundlovsændringer – neoliberalisering af diverse sektorer af de politiske og økonomiske aktiviteter, en udenrigspolitik under stærk indflydelse af EU, USA og NATO, privatisering af de sociale medier, banker og forsikringsselskaber samt diverse industrisektorer og fortsat splid blandt de bevæbnede styrker.

Neoliberalismen betød en forværring af ulighederne, såsom: stigning i arbejds-løsheden, afindustrialise-
ring, destabilisering af landbruget og fiskeriet, forværring af -miljøet, merkantilisering af alle sektorer i samfundet, overtagelse af de strategiske sektorer i økonomien af multinationale selskaber i samarbejde med investeringskonsortier og økonomisk stærke nationale grupper og en forværring af statens sociale og økonomiske funktioner.

Socialisterne lukker øjnene

Socialisterne (PS) – de portugisiske socialdemokrater – har aldrig haft en klassebevidsthed og er dybt antikommunistiske. Ikke engang da de havde flertallet i parlamentet sammen med kommunisterne førte de en socialistisk økonomisk politik.

Tværtimod allierede de sig med højrefløjen – PSD og CDS – og førte en neoliberalistisk politik, der tillod en offensiv mod principperne om social retfærdighed, social lighed og demokratisering af kulturen.

De fortsatte angreb efter angreb på revolutionens landvindinger og tillod EU at stille politiske og økonomiske betingelser imod en demokratisk og socialistisk udvikling.

Højrefløjen rager til sig

I de 4 år – 2011-2015 – dannede højrefløjen (PSD/CDS) regering med over 50% af stemmerne.

Resultatet blev katastrofalt. Den borgerlige regering gennemførte den såkaldte ”nødvendighedens politik”, som vi kender fra andre borgerlige demokratier i Europa, med eller uden socialdemokratier i regeringer: uansvarlig økonomisk og social politik med støtte til monopolkapitalen, som medførte øget arbejdsløshed nedskæringer i løn og pensioner, privatiseringer, ødelæggelse af landets produktionsapparat og angreb på de landvindinger, som Aprilrevolutionen i 1974 havde skabt.

EU krævede omfattende nedskæringer i Portugal til gengæld for lån på 78 milliarder euro, og som følge heraf privatiserede regeringen servilt statslige selskaber i flæng, sænkede offentligt ansattes løn, øgede arbejdstiden, skar ned i pensioner og hævede pensionsalderen fra 65 til 66 år.

Valg giver nyt flertal

Men PSD/CDS gjorde -regning uden vært. På trods af mange valgløfter i 2011 om at spare de laveste indkomster for betaling af den økonomiske krise, gjorde de nøjagtigt det modsatte i regeringen.

Parlamentsvalget i oktober 2015 førte til højreregeringens fald, og et nyt flertal opstod bestående af PS, PCP, De Grønne og Venstreblokken, der tilsammen fik over 50% af stemmerne. Belært af de tidligere dårlige erfaringer med PS som mindretalsregering lykkedes det PCP, De Grønne og Venstreblokken at lave et fælles regeringsgrundlag sammen med socialisterne, som PS kan støtte sig til.

Det nye regeringsprogram udgør en klar satsning på at afvise sparepolitikken og ”skabe økonomisk vækst, jobskabelse og mindre ulighed” og indebærer følgende fremskridt:

Forhøjelse af mindstelønnen årligt over de næste 3 år og fritagelse af sociale- og sundhedsydelser for de ansatte, der tjener under mindstelønnen (som er 600 euro/måned). Er gennemført i 2015.
Nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 40 til 35 timer. Er gennemført i 2016.
Forhøjelse af folkepensionen og straks udbetalinger af fastfrosne pensioner. Er gennemført i 2016.
Udbetalinger af alle indefrosne lønninger for offentligt ansatte allerede i løbet af 2016. Er påbegyndt.
Genoprettelse af de gamle ferieordninger. Er gennemført.
Genoprettelse af kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Er gennemført.
Flere nationaliseringer af privatiserede offentlige tjenester, herunder metro- og bustrafikken samt flyselskabet, TAP. Er delvis påbegyndt.
Bedre adgang til sundhed og uddannelser, bl.a. ved at hæve uddannelsesydelserne.
Nedsættelse af moms på fødevarer. Er under udarbejdelse.
Genindførelse af ansattes rettigheder og fagforeningsmæssige rettigheder. Er gennemført.
Ophævelse af forbuddet mod abort. Er under forberedelse.
Tillade ægteskab for par af samme køn. Er gennemført.
Ny forhandling med EU om tilbagebetaling af ydede lån. Er påbegyndt.
Bedre dyrebeskyttelseslovgivning. Er under udarbejdelse.
Genindførelse af samtlige helligdage ophævet i 2012.
Styrkelse af Arbejdstilsynet.

De politiske partier, repræsenteret i parlamentet

PCP: Portugals Kommunistiske Parti, dannet i 1921 og indtil 1974 illegalt. På trods af forfølgelse, eksil blandt dets ledende organer og fængslinger arbejdede partiet altid indenfor landets grænser og er dybt forankret i arbejderklassen – dens historie er også arbejderbevægelsens historie. Stiftede senere CDU, Den Demokratiske Enhedskoalition som stiller op til lokale, parlaments- og præsidentvalg sammen med De Grønne, økologister og demokrater udenfor partierne. CDU er i dag repræsenteret i parlamentet med knap 10% af stemmerne.

PS: Partido Socialista, dannet i 1973 med støtte fra de store europæiske socialdemokratier med bl.a. Willy Brandt og Oluf Palme i spidsen. PS henter sine vælgere i dele af arbejderklassen, middelklassen og blandt offentligt ansatte. PS er medlem af Socialistisk Internationale. PS har i dag 32% af vælgerandelen i parlamentet.

PSD: Partido Socialdemocrata, dannet den 6. maj 1974, hvor navnet var PPD, Demokratisk Folkeparti. Dannet af liberale fra parlamentet under den fascistiske diktatur og er derfor et liberalistisk parti. Kort efter navneskiftet søgte PSD optagelse i Socialistisk Internationale men fik afslag, da PS allerede var medlem. Henter sine stemmer i middelklassen og borgerskabet. PSD har i dag 30% af vælgerandelen i parlamentet.

CDS: Det Demokratiske og Sociale Centrum, dannet den 27. juli 1974, skiftede senere navn til PP, Partido Popular, Folkepartiet. Konservativt parti, storkapitalens parti. Henter sine vælgere blandt virksomhedsejere, bankdirektører og borgerskabet. CDS har i dag 6% af vælgerandelen i parlamentet.

BE: Venstreblokken, dannet i 2000 af venstresocialistiske, trotzkistiske og maoistiske grupper, men er i dag et mere parlamentsfikseret og socialistisk parti, der ligner Enhedslisten i Danmark og Syriza i Grækenland, hvis vælgere før 2000 stemte på CDU/PCP. Partiet henter sine stemmer i dele af arbejderklassen og hos de offentligt ansatte. BE har i dag 10% af vælgerandelen i parlamentet.

PAN: Partiet for Dyr og Natur, dannet i 2011 og har som hoved mærkesag dyre- og naturbeskyttelse. PAN har i dag 1% af vælgerandelen i parlamentet.