Private vil spinde guld på affald
Folketingets krav om ens sortering, og at affaldsbehandling skal i udbud, har ifølge Dansk Industri fået investeringer til at vælte frem på området.
Ens over alt
Affaldsaftalen betyder for det første, at alt affald skal sorteres i de samme 10 fraktioner over hele landet. For det andet skal 60 procent af plastikaffaldet genanvendes. Og som det tredje skal hele håndteringen sendes i udbud, så der også bliver større muligheder for, at private kan spinde guld på håndteringen af affaldet.
– Pengene og interessen for at investere i genvindingsteknologi i det private har hele tiden været der, men usikkerheden om affaldsmængderne har været for stor, så mange har valgt at lægge deres investering i andre lande. Nu gør aftalen Danmark til et rigtigt interessant land at bygge sådan noget i, udtaler Niels Bukholt fra Affalds- og Ressourceindustrien ifølge dknyt.dk
Selskabsgøres
Affaldsaftalen giver kommunerne en frist på fem år til at ”rette ind”, hvilket betyder, at de fortsat godt må eje anlæggene, hvis de skal ”selskabsgøres”. Det betyder på almindeligt dansk, at de omdannes til virksomheder med daglig ledelse, der begrænser de folkevalgtes muligheder for en demokratisk kontrol.
Til gengæld vil det stadig være kommunerne, der skal sikre, at miljøkravene overholdes ved at skulle dokumentere, hvor og hvordan borgernes affald bliver genanvendt.
I forbindelse med liberaliseringen skal kommunerne inden nytår komme med en liste til klimaministeriet over hvilke forbrændingsanlæg, det miljømæssigt giver mest mening at lukke. Lever Kommunernes Landsforening (KL) ikke op hertil, træder kravet om udbud i kraft. Hvor strengt klimaminister Dan Jørgensen vil følge den linje, vil vi snart kunne se, da KL allerede har meddelt, at der af tidsmæssige årsager kun vil være en midlertidig liste klar til nytår, og en endelig liste først kan fremsendes til sommeren 2021.
Alni