Produktion og menneskeværdighed
[KOMMUNIST 6-7 2022] Arbejdsgiverne, som aldrig har givet noget væk, skriger fortsat på (billig) arbejdskraft i mange brancher. Politikerne arbejder på højtryk for at øge arbejdsudbuddet (flere ledige) og stramme skruen på pensionsområdet, så mennesker tvinges til at blive længere på det nedslidende arbejdsmarked.
De teknologiske fremskridt, der burde være kommet hele menneskeheden til gode i form af frisættelse fra fysisk og psykisk nedslidende funktioner, er i stedet blevet endnu en møllesten om halsen. En evig kilde til øget nedslidning, stress og forceret udbytning.
Det er derfor befriende indimellem at kunne læse noget som kommentaren: Når de allerrigeste tjener penge på dem, der rent faktisk arbejder, forstår jeg godt, hvorfor mange siger op, af Sigrid Adamsson på Altinget den 3. maj, hvor hun, om det at arbejde, blandt andet skriver følgende:
”Samfundet ville sagtens kunne fungere, hvis vi indrettede os anderledes omkring arbejdet. Faktisk ville det fungere langt, langt bedre for mange flere mennesker.” … ” For enhver kan se med sine egne øjne, at vi lever i en tid, hvor de såkaldte velfærdsgoder, som simpelthen er livsopretholdende aktiviteter for alle, uanset deres baggrund, bliver færre og færre. Og enhver kan se, at kravet om bedre arbejdsvilkår fra flere og flere faggrupper i det store og hele bliver ignoreret.”
Eller som nordmanden Christian Vennerød påpegede i sin bog, Arbejdstid – levetid, Husets Forlag 1982, at hvis vi ville opretholde en levestandard på verdensplan, der svarede til den, der gjaldt i Norge på daværende tidspunkt, kunne vi nøjes med at arbejde 2 timer dagligt.
I bogen citeres blandt andre den engelske filosof, Bertrand Russel, for bemærkningen: ”Efter min mening bliver der arbejdet alt for meget her i verden. Troen på arbejdet som en dyd volder umådelig skade.”
”Hvis arbejderklassen rev den last, som behersker og fornedrer dens natur, ud af hovedet og rejste sig i al sin frygtelige magt – ikke for at proklamere Menneskerettighederne, som ikke er andet en retten til kapitalistisk udbytning, ikke for at kræve den famøse Ret til Arbejde, som ikke er andet end retten til elendighed, men for at smede den ubøjelige lov, der forbyder ethvert menneske at arbejde mere end tre timer om dagen, så ville Jorden, den gamle Jord, skælvende af glæde føle et nyt univers røre sig … Men hvordan kan man forlange en mandig beslutning af et proletariat, der er korrumperet af den kapitalistiske moral?”
Sådan skrev Paul Lafargue i sin pamflet, Retten til dovenskab, hundrede år før Vennerød. En bog det bestemt er værd at gøre sig bekendt med og, som citatet viser, også er yderst aktuel i den omsiggribende debat om klima og natur.
I den debat mangler politikerne over en bred kam tilsyneladende evnen til at stille kritiske spørgsmål ved hele vores produktionsapparat og nødvendigheden af det, der produceres, samt at sætte det ind i en universel sammenhæng.
Endvidere synes de blottede for evnen til at se muligheder for en anden samfundsmodel, ud over den eksisterende liberale, med det evige mantra om fortsat vækst, samt køb og salg af overflødigt lort i forskellige indpakninger.
/MC