Skip to content

Profitterne bugner og arbejderlønninger trykkes ned

Samtidig presses rettigheder og faglig organisering med stadigt flere regeringers velsignelse.

v. DKP’s faglige udvalg

[KOMMUNIST nr. 11-23] I Portugal kæmper fagforeningerne mod regeringen, der fremmer en politik, som ignorerer arbejdernes og landets problemer.

De 20 største virksomheder, der opererer i Portugal, opnår et overskud på 25 millioner euro om dagen. Regeringen vælger at lade disse profitter være urørt.

Kravene fra den største portugisiske faglige hovedorganisation, CGTP-IN, er en markant stigning i alle lønninger på mindst 15% – og ikke mindre end 150 euro om måneden.

Samtidig står arbejderne også over for stigende restriktioner for udøvelsen af fagforeningsfrihed. Under forskellige påskud skabes der i den offentlige og den private sektor hindringer for udøvelsen af fagligt arbejde på virksomheder og arbejdspladser, hvor man forsøger at fratage arbejdstagere møde- og strejkeretten.

I Grækenland bekendtgjorde den græske premierminister en politik med vilde nedskæringer for de kommende måneder. Han annoncerede et løn- og pensionsstop og kun nogle krummer til dem, der blev ramt af oversvømmelserne og skovbrandene.

Sideløbende fremsætter regeringen en lov om 13-timers arbejdsdage, 78-timers arbejdsuger, fortsættende med afskaffelse af arbejdspauser og andre rettigheder.

Regeringen ønsker gennem dominansen af ”fleksible ansættelsesformer” at afskaffe fem dages-arbejdsugen og retten til at holde fri søndage i flere sektorer, såsom fødevareindustrien. Lovforslaget kriminaliserer også strejkeretten og andre faglige aktiviteter.

Det viser, hvordan regeringen ser ‘udvikling’ for folket, mens erhvervslederne vil samle nye store overskud. Med minimumsansættelseskontrakter – nul timer – vil arbejdere lide under forhold med stor fattigdom og vil ikke være berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse m.m.

Hundredvis af fagforeninger tilsluttede sig generalstrejken den 21. september, ikke mindst i protest mod denne udvikling.

Om den faglige situation i USA udtalte WFTU den 6. oktober:

Efter den nylige og fortsatte strejke blandt arbejderne i bilindustrien i USA er mere end 300.000 arbejdere i dag på gaden og kræver lønstigninger, forsikring og nedsættelse af ­arbejdstiden.

Symptomatisk kan vi nævne, at blandt de strejkende er der 75.000 sundhedsarbejdere, som oveni de andre sektorers strejkende har ført landet til en rekordstor national strejke­bølge.

Endnu en gang udtrykker WFTU sin faste internationalistiske solidaritet med arbejdere i USA og støtter fuldt ud deres retfærdige krav, især i en tid, hvor virksomhederne opnår millioner i profitter, og arbejderne lider under følgerne af den nye kapitalistiske krise og inflation.

Vi anerkender, at strejken i USA udgør en integreret del af den ustoppelige bølge af kampe over hele kloden. Vi vil blive ved med at stå i solidaritet med arbejderklassens krav i hele verden!

World Federation of Trade Unions udtrykker på vegne af sine 105 millioner medlemmer på de 5 kontinenter sin fulde og ubetingede solidaritet med arbejderne i USA og opfordrer sine tilknyttede organisationer til aktivt at udtrykke deres solidaritet med de retfærdige krav fra de amerikanske arbejdere.

I Danmark ser vi gentagne angreb på faglige rettigheder i bl.a. restaurations­branchen, landbrug/gartneri og byggeriet med omgåelse af overenskomsterne, nul timers kontrakter, lavtløn, manglende feriepenge, tyveri af overenskomstmæssig feriedag Store Bededag osv.

Som kommunister må vi opfordre alle til om muligt at organisere sig i deres relevante faglige organisation og være solidarisk i alle fagligt-politiske kampe for gennemførelse af arbejdernes rimelige krav.

Kilde: World Federation of Trade Unions, fællesorganisation for faglige organisationer i 133 lande

HeJa

Back To Top