Skip to content

Reform af førtidspensionen parkerer syge på midlertidige eller ingen ydelser

Da Folketinget i 2012 vedtog en stor reform af førtidspensionen, var målet, at flere danskere skulle bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, men seks år efter førtidspensionsreformen blev rullet ud, havner syge oftere på midlertidige ydelser som kontanthjælp eller helt uden offentlig forsørgelse, det skriver A4 nu.

Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt konsekvensen af førtidspensionsreformen ved at se på helbred og arbejdsmarkedsstatus for over 5.000 danskere, og de konkluderer, at reformen ikke lever op til intentionerne.

Foto: Pixabay

Syge på midlertidig eller ingen ydelser

”Vi ser ikke i vores studie, at flere med helbredsproblemer bliver fastholdt på arbejdsmarkedet, efter reformerne er indført. Tværtimod ender de i højere grad på midlertidige ydelser eller muligvis uden indtægtsgrundlag. I den periode, vi har undersøgt, ser vi, at personer med godt helbred i højere grad kommer på arbejdsmarkedet, men det omsættes altså ikke til personer med helbredsproblemer”, siger Natasja Koitzsch Jensen til A4 nu. Hun er adjunkt ved Afdelingen for Social Medicin på Institut for Folkesundhedsvidenskab og er en af forskerne bag undersøgelsen.

Konkrete forslag

Resultaterne af den nye forskning kommer ikke bag på fagbevægelsen.

Allerede den tidligere regerings evaluering af reformen fra sidste år påpegede en række områder, hvor der måtte ske forbedringer. Den nye forskning understreger bare behovet for at tage fat og rette på reformens mange mangler. 

Det var over 60 faglige, sociale og handicaporganisationer, der har peget på en række helt konkrete ændringer. Det er blandt andet, at syge med en arbejdsevne på 7 timer eller derunder skal have et retskrav på at vælge mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Det er en maksimumgrænse for, hvor langt et ressourceforløb kan vare. Bedre klagemuligheder. En bedre ydelse under ressourceforløb og meget mere.

Ny regering

”Reformen af førtidspensionen blev vedtaget med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister. Hun har gudskelov for længst erkendt, at reformen var en ommer, og at der påhviler hende et særligt ansvar for at få rettet op på nogle af de problemer, der er med den”, siger formand for FOA, Mona Striib i en kommentar til undersøgelsen.

Nærværende blad har tidligere beskrevet de umenneskelige konsekvenser af reformen, der tog udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov fremfor de menneskelige behov for de alvorligt syge, der ikke alene skal slås med deres sygdom, tabet af arbejdsevne, kolleger og indtægt, men også med socialforvaltningerne. En tilbagerulning kan ikke ske hurtigt nok. -bfc

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk