Skip to content

Regeringen vil have flere private plejetilbud

[KOMMUNIST 12-2023] Intet tyder på, at regeringens planer om privatisering af den offentlige pleje gør situationen bedre – tværtimod.

private-plejetilbud
Ved 30 procent af tilsyns­besø­gene hos private pleje­ak­tø­rer er der fundet enten ”større” eller ”kritiske” problemer.

Vi har gennem årene læst og set skandaler indenfor den private ældrepleje. Bevidste konkurser, totalt omsorgssvigt og elendige arbejdsforhold.

Men disse historier har åbenbart ikke rystet regeringen, der i Lars Løkkes ånd fortsætter derouten. Nu har FOA i deres fagblad offentliggjort Styrelsen for Patient­sikkerheds tilsynsbesøg. Her blev der fundet alvorlige problemer.

Ved 30 procent af tilsynsbesøgene hos private plejeaktører er der fundet enten ”større” eller ”kritiske” problemer. Hos den kommunale ældrepleje er andelen 22 procent. Dette i perioden 2021–2023.

Ret til at gå i hundene

Alligevel fastholder Ældre­minister Mette Kierkgaard (M) regeringens vision om mere privatisering af området. Intet i tilsynsrapporten indikerer, at flere private pleje­tilbud er lig bedre kvalitet, selvom det pakkes ind i ”det frie valg”, og at det private kan løse problemet med den manglende rekruttering.

Fagbladet FOA skriver, at ved besøgene især på friplejehjem har Styrelsen for Patientsikkerhed givet stor kritik. Man afslørede, at 21 ud af i alt 48 havde alvorlige problemer, det er tæt på halvdelen.

Nogle steder fik de midlertidigt forbud mod at lade nye beboere flytte ind. Styrelsen udgav i september sin egen gennemgang, som viste, at hver fjerde tilsyn med ældreområdet afslørede større eller kritiske problemer.

Dyrt og usikkert

Mange plejecentre og hjemme­plejeenheder har problemer med at leve op til minimumskravene for patientsikkerhed og basal pleje. Problemet med de private firmaer er også, at der ikke er garanti for respons på klager, da de vil beskytte deres forretning. Havde det været kommunale institutioner, kunne kommunen træde ind.

Det er dyrt for en i forvejen fattig kommune at holde øje med private aktører. Samtidig holdes lønnen nede, og arbejdsforholdene bliver forværret for hvert år, Budgetloven fungerer. Dette skaber rekrutteringsproblemer både indenfor det private og det kommunale område.

Budgetloven kræver 2% nedskæring af kommunernes budget hvert eneste år, og det går selvfølgelig ikke kun udover ældreplejen, men også sårbare børn og unge, uddannelse og almindelig velfærd. De få penge, regeringen bevilger, kan slet ikke løfte det i forvejen tabte.

Man skal jo huske, at de private aktører ikke er filantroper. De gør det, fordi der er kommunale og statslige penge at hente til ejere og investorer.

RC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk