Skip to content

Regeringens ”ghetto”-plan bygger på fordomme

Økonomi- og Indenrigsministeriet har igen udsendt en rapport, der konkluderer, at 76.000 indvandrere lever i “parallelsamfund”, har en “selvvalgt isolation og social marginalisering” og danner “modkultur til det danske samfund”.

Rapporten illustrerer, at regeringens ghettoplan er baseret på fordomme. Det skriver boligforsker og pro-fessor Hans Skifter Andersen i en kronik i Information den 16. april. Professoren er tilknyttet Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet.

Usaglige forudsætninger

En af rapportens forkerte antagelser er, at de udsatte boligområder er opstået, fordi indvandrerne har søgt sammen for at bo for sig selv. 

Det underbygger professoren med en undersøgelse fra 2006 blandt beboerne i tre af de mest kendte områder, Mjølnerparken, Vollsmose og Gellerupparken, hvor kun to procent svarede, at de gerne ville bo i et område med et flertal af indvandrere. 

Undersøgelsen viste også, at det ikke er vigtigt for dem at bo tæt på landsmænd, men nogle af dem vil gerne bo i nærheden af venner og familie, ligesom i øvrigt mange etniske danskere vil. Det er således det tætte familienetværk, der betyder noget for dem, ikke et ønske om at danne “parallelsamfund”.

I modstrid med virkeligheden

Den høje koncentration af indvandrere i nogle områder skyldes ifølge professoren den generelle segregering på boligmarkedet. Indvandrere har generelt noget lavere indkomst end danskere og har derfor sværere ved at købe ejerboliger. Herudover har undersøgelser vist, at indvandrerne af forskellige grunde sjældnere køber ejerboliger end danskere med samme indkomst, fordi de er mere usikre på deres fremtid og har sværere ved at få lån. 

Hans Skifter Andersen beklager, at rapporten er i klar modstrid med virkeligheden, fordi der er tale om et meget følsomt emneområde, hvor negative fordomme om indvandrere florerer. 

Han konkluderer, at rapporten givetvis er blevet lavet for at give regeringens såkaldte kamp mod parallelsamfund et skær af objektivitet. ”Men den illustrerer i stedet, at regeringens ghettoplan er baseret på uvidenhed og fordomme”.

-Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk