Revalidering, snart historie

I løbet af 10 år er antallet af mennesker i revalidering faldet fra 17.000 til 3.166.

Af Lilli Rodeck

Dengang vi stadigvæk havde sygekassen, opfandt de revalidering som en hjælp til mennesker, som ikke mere kunne klare det arbejde, de havde haft. Begrundelsen for at opnå dette kunne være, at man enten var hæmmet af fysisk eller psykisk sygdom.

Idéen om revalidering blev overtaget af bistandsloven. Og rigtigt mange har gennem årene fået hjælp til uddannelse, så de kunne opnå at få et job.

Men nu er revalidering ved at forsvinde, hvilket kan undre. I løbet af 10 år er antallet af mennesker i revalidering faldet fra 17.000 til 3.166.

Problemet er, at revalidering er dyrere, end hvad man ellers kan gøre. Ressourceforløb med arbejdsprøvning og praktik er meget billigere. Det har mange mennesker følt som nedværdigende og respektløst.

Så i stedet for en revalidering, hvor forløbet er fastlagt, bliver mange syge og nedslidte kastet rundt i et cirkus, hvor målet kan være uforståeligt for brugerne.

80’erne og nu

I 80’erne var socialpolitikken præget af idéen om at møde mennesket, hvor det var. Det betød, at socialrådgiverne ofte prøvede at opnå at få den enkelte til at løse de problemer, som lå til hindring for job eller revalidering. Og netop i 80’erne fik man mange gode resultater.

Men tiden har det med, at politik skal genopfindes. I 00’erne fik vi en regering, som omlagde socialpolitiken. Lægeerklæringer blev mistænkeliggjort, og vilkårene for især unge blev forringet. Fattigdom var igen kommet på dagsordenen.

Men hvor det før var vigtigt at nå de enkelte og løse deres problemer, blev det meget vigtigere at jage folk. Denne politik blev yderligere strammet af den tidligere socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Nu skulle syge også aktiveres. Dette har ikke ændret sig, tværtimod. Dagpengeperioden er forkortet og beløbet forringet i sådan en grad, at man kan frygte, at a-kasserne forsvinder.

Den socialpolitik, som vi har i dag, er blevet så forringet, at man ikke burde kalde den “social”. Folk presses, og de svageste bliver fattigere og psykisk nedbrudte.

At leve i fattigdom er hårdt, både fysisk og psykisk. Derfor kræver KPiD, at revalidering genindføres, at fattigdomydelserne fjernes, at syge skal have lov til at være syge. Socialloven burde revurderes, så man igen kan møde det enkelte menneske, hvor det er.

Respekt for det enkelte menneske burde være et vigtigt grundlag for enhver politik, som omhandler mennesker. Man skal nemlig huske på, at ingen vælger at blive nedslidte, få et misbrug eller blive syge.