Skip to content

Revolutionære eller kriminelle

Af Margit Andersen

Ejnar-Mar-Gudmundsson_Thi-kendes-for-ret[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] I romanen ”Islandske forbrydere” (2021) ­lovede fortælleren, Einar Már Gudmundsson, at han i den næste bog ville vende tilbage med beretningen om det store Holt-røveri hos den rige og gerrige bonde Egill Björnsson. Det løfte bliver nu indfriet i ”Thi kendes for ret”

Det er en slags kriminal­roman, men ikke af den slags, vi på dansk kalder en page turner, for læseren får allerede fra begyndelsen at vide, hvem røverne er, og hvordan det begynder og ender. Der er heller ikke nogen sønderdelte lig eller depressive politikommissionærer med. Det interessante er motivet.

Røverne var fire venner samt idémanden Óli, men han deltog ikke i det praktiske arbejde, da han var blind. De andre var den stærke og adrætte Sigfus, den videbegærlige Steinar og Jóhann og Gunnar, der var kendt for at skrive digte. Stedet er den fiktive by Tangavik på Island, og tiden er slutningen af 1820’erne og 14 år frem. Da forbrydelsen fandt sted, var der på Island ikke noget politi, og det var sysselmanden og sognefogeden, der stod for lov og orden.

Når en forbryder var fanget, blev vedkommende opbevaret på en eller anden gård, indtil dommen var afsagt. I alvorlige tilfælde skulle den godkendes af kongen, og derefter skulle fangen transporteres til København for at afsone straffen.

Men først skal vi have Holt-røverne fanget, og det var ikke helt ligetil, for de var ikke som forventet nogle utilpassede fattiglemmer, men velansete mænd, der havde deres gode, eller i hvert fald ikke helt ringe, udkomme som bønder, fiskere og håndværkere. Lidt efter lidt dukkede der dog spor op, der pegede i deres retning, og det blev Sigga Søstærk, der må betragtes som en pioner i kvindernes kamp for ligeberettigelse, men det er en anden historie, der til sidst fik dem i garnet.

Alle blev idømt livsvarigt tugthusarbejde, men det blev det nu ikke til. Johann begik selvmord, og Sigfus blev halshugget på Amager Fælled, men det er også en anden historie, og Steinar og Gunnar blev benådet i forbindelse med, at Christian den Ottende kom på tronen i 1840. Denne amnesti var en god anledning til at få ryddet ud i de overfyldte fængsler, og sådan er det jo ofte, når magthaverne bliver godhjertede. At der ligger noget andet bag.

Det bringer os tilbage til, hvad der lå bag røveriet, når det ikke var nød. Dønningerne fra den franske ­revolution og oplysningstiden var så småt nået helt op til vulkan­øen, hvor vennerne og Blinde Óli ofte vendte verdenssituationen. De var enige om, at der var lovlige måder at stjæle på, og der var ulovlige. Det kom an på, hvor man hørte til i samfundet. Deraf sluttede de, at det ikke kunne være en særlig stor forbrydelse at stjæle fra de rige. De kom også ind på mere åndelige emner som religion, hvor de havde et noget tvivlsomt forhold til det der med Gud. Måske var han, ligesom de spøgelser, der var en hel del af i Tangavik, bare noget folk gik og forestillede sig.

Her når vi frem til, hvorfor det forholdsvist fredsommelige røveri udløste så hårde straffe. Sandsynligvis på grund af motivet, som var en slags opgør med den overklasse, der røvede legalt. Det bringer fortælleren til at fundere over forskellen på revolutionære og kriminelle. Revolutionære kan være kriminelle, men kriminelle er ikke nødvendigvis revolutionære. I dette tilfælde var det røvernes manglende respekt for den private ejendomsret og deres ideer om samfundet i det hele taget, der var smittefarlige og derfor udløste den hårde straf til skræk og advarsel.

I snakkesalig sagastil krydret med underspillet humor væver forfatteren på bedste vis fortid og nutid sammen til en underholdende historie med stof til eftertanke.

Einar Már Gudmundsson: Thi kendes for ret. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Lindhardt og Ringhof. 320 sider. 300 kroner

Back To Top