Skip to content

Ringe social tryghed

En 11. og 13. plads ud af 18 er, hvad Danmark kan byde på

Af Betty F. Carlsson

Fra de ekstreme liberalisters partier, organisationer og tænketanke kommer der vedvarende krav om yderligere nedsættelser af ”overførselsindkomster” som f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved arbejdsløshed – dagpenge – og sygdom.

Der er tale om tilkæmpede rettigheder, også kaldet velfærd og ”sikkerhedsnet”, som der ikke er råd til, når der skal være råd til kæmpemæssige skatteunddragelser. Hvad det betyder for den enkelte, der rammes af arbejdsløshed eller sygdom, har disse velbjergede ikke fantasi til at forestille sig, og det får dem i hvert fald ikke til at ligge vågne om natten, som en direktør fra en vis berygtet tænketank fornyligt udtalte.

Ned ad rangstigen

Danmark er da også godt på vej ned ad rangstigen, når det gælder social tryghed.

En ny rapport fra forskere fra det svenske ”SOFI” (Institut for social forskning) og Uppsala Universitet viser, at EU-landene Danmark og Sverige taber terræn på det sociale tryghedsområde, så det vil noget.

De har udarbejdet en oversigt over udviklingen i tryghedsgraden ved henholdsvis arbejdsløshed og sygdom i de 18 rigeste OECD lande i årene 2005 til 2015.

Norge er det eneste land, hvor arbejderne er sikret mod tab af arbejdsindtægt ved sygdom. I Tyskland taber man 13% af indtægten fra første sygedag. En syg svensker er kun 69% af sin løn værd, og en syg dansker endda endnu mindre, nemlig kun 44% af nettolønnen. Det er et fald fra 62% i 2005.

Danmark ligger helt nede på en 13. plads. USA ligger helt i bunden med 0.

Ved arbejdsløshed

På listen over trygheds-graden ved arbejdsløshed, målt efter 26 uger som arbejdsløs, ligger Schweitz på 1. pladsen med en dækning på 96% af løntabet, mens Danmark ligger helt nede på en 11. plads. Det er et fald fra en 8. plads i 2005. Over Danmark ligger 2. Belgien, 3. Finland, 4. Tyskland, 5. Canada, 6. Frankrig, 7. Norge, 8. Sverige, 9. Holland, 10. USA.

Det kan være vanskeligt at sammenligne socialforsikring i forskellige lande. Hvor stor en tryghedsgrad syge og arbejdsløse reelt har, afhænger ikke kun af lønnen, men også af besluttede lofter, karensdage, beskatning og tidsramme for tryghedsordningen. Her beregnet som andel af nettolønnen.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk