Rock og kvinder

Efter en hård kamp slog kvinderne for 50 år siden igennem i rockmusikken

Af Preben Fogelstrøm

Da Rockmusikken i 1950’erne blev populær hos ungdommen, kunne enhver mand med en guitar spille løs. Alle havde mulighed for at udtrykke sig, bare ikke kvinderne. Enhver gruppe med respekt for sig selv spillede det gamle bluesnummer: I’m a Man.

Oprørsmusik

Rockmusikken var en opstart på det kommende ungdomsoprør, men den kreative frihed var forbeholdt mændene. Dette var selvfølgeligt også historisk bestemt, ”mande- og kvinde mønstrene”.

Først ind i 60’erne kunne kvindene sætte sig i spidsen for et rock- og senere punkband; det skyldtes i høj grad kvindekampen. De kvinder, der havde den største betydning for dette, var blandt andre Patti Smith, Marianne Faithfull, Janis Joplin, Joni Mitchell, Yoko Ono og Nina Hagen.

Disse kvinder stillede nye spørgsmål til verden og opdagede, at de også havde en rolle at spille i rockmusikken. De ville udtrykke sig og brugte nye ord, og samtidigt måtte de tilegne sig disse voldsomme elektriske instrumenter, denne vilde, brutale og energifyldte musik, som var et symbol på mandighed.

Men disse kvinder formåede at beherske den elektriske energi og samtidig frigøre en kvindelig seksualitet.

Marianne Faithfull

I kredsen omkring Englands kommede stjerner Rolling Stones, dukker Marianne Faithfull op som en blid og sart pige på 17 år, der er vokset op i et kloster. Faderen var østrigsk baron, og denne uskyldige blonde fremtoning med gode borgelige dyder var det fødte offer. Hun var som skabt til at blive trådt på i en rå rockverden af mænd, og da hun blev overtalt til at indspille sangen As Tears Go By, en sød og sentimental kærlighedssang, som er udtryk for kvindelighed, der er dømt til at blive svigtet, fremtræder hun som objektet, der lader sig forme til, hvad andre ser i hende.

Hun bliver indhentet af de hårde stoffer, og hendes forfald og underkastelse under det, som påføres af andre, er lige så uafvendelig som selve skæbnen. Hun ville ind i en rockverden, der ikke var -noget for små skrøbelige mennesker, og slet ikke for kvinder.

Efter 10 år på stoffer bliver hun stoffri, og nu har hun både styrke og raseri i sig. Hun har fundet sin identitet og indspiller Lennons Working Class Hero, som for hende er en hyldest til arbejderklassen og kvindekampen. Senere indspiller hun en meget vellykket version af Brecht / Weill’s De syv dødssynder. Hun er et symbol på kvindernes kamp for at blive hørt og taget seriøst i den politiske musikverden.

Ikke født til at være tilskuere

Janis Joplin er historien om ungen, der løber hjemmefra på flugt fra sit snærende småborgerlige miljø. En flugt der går over sex, stoffer og politisk oprør. Det var blues-legenden Leadbelly, der gjorde hende politisk interesseret. Han var medlem af USA’s Kommunistiske parti, blev uberettiget anklaget for mord to gange og sad på dødsgangen i Texas, hvor han skrev Midnight Special, en sang om at blive benådet hvis midnatexpressens lys rammer din celle kl. 24.

Hun begynder som sanger i gruppen Big Brother and the Holding Company. Her formår hun at cementere gruppen, som er ved at gå i opløsning, og bliver den ledende kraft i gruppen, når hun ikke er på stoffer.

Joni Mitchell, kvinden der formår at være kvindelig i rockverdenen, er en musikalsk personlighed på størrelse med Dylan og Neil Young. Hun skriver og komponerer selv, går op i sin karriere professionelt, er personlig selvstændig i privatlivet og i musikken. Hun starter som folkemusiker, men den elektriske musik trækker. Dette bliver hendes musik ikke mindre betydningsfyld af – tværtimod.

Patti Smith er lille og mager og ikke ligefrem nogen skønhed. Men hun nægter at indordne sig under det kvinde-billede, man forventer af hende, og hun er i bedre selskab med drengene, som gør hende alt for barsk.

Piss Factory er hendes første plade, en sang om fabrikskvinderne som er ”alt for satans taknemmelige til at se, at de bliver røvrendt”. Hun var selv fabriksarbejder som ung. Det var Rolling Stones der vakte hendes interesse for rockmusikken – ”de satte brand i mig, musikken var ikke lavet af små mors-drenge”. Da hun blev opdaget af Dylan, kunne hun selv sætte ord på længslen efter social retfærdighed.

Yoko Ono – kvinden der splittede Beatles?

Yoko var en intellektuel undergrundskunstner i 60’erne, datter af en japansk bankmand. Da hun møder John Lennon, opdager hun et nyt univers. Hun finder i rockmusikken den dimension, der mangler i hendes egen kunst, og dette møde bliver en perfekt drøm på en enheds-antikultur og et forsøg på en ikke voldelig revolution.

Hun åbner Lennons øjne for en kunstnerisk politisk stillingtagen.

Nina Hagen

Er pigen fra DDR, der gav rockscenen en forrygende udskejelse. I London møder hun Johnny Lyndon, Sex Pistols punker antistjerne og The Slits. Deres aggressive og brutale måde at protestere på mod kvindernes rolle i den vestlige verden, bliver en inspiration for hende. Hun beslutter at skabe et udseende, der passer til det, hun vil udtrykke – med håret skåret i punkstil.

Alle disse pionerer fortjener ære for at have banet vejen for eftertidens mange store og talentfulde kvinder i musiklivet.

Kilde: Kvinder og rock af Marjorin, Politikens rock leksikon, Interviewene i Rolling Stones