Rwanda set indefra
Af Margit Andersen
For de fleste af os er Rwanda et land i Afrika, hvor der for en lille menneskealder siden foregik en blodig borgerkrig, der udartede til et folkemord. Man kunne læse om det i aviserne og se rædslerne i fjernsynet, og det var det. Helt anderledes nærværende bliver et land og dets historie, når man læser litteratur derfra, skrevet af en, der kender det indefra.
Scholastique Mukasonga (f. 1956) er født i Rwanda og blev sammen med sin familie og 60.000 andre tutsier tvangsforflyttet i 1960, da hutuerne havde fået magten i landet. I 1973 flygtede hun til Burundi for i 1992 at bosætte sig i Frankrig. Dermed undgik hun selv at opleve hutuernes folkedrab på tutsierne i 1994, som kostede over en halv million mennesker livet.
Det med tutsiers og hutuers had til hinanden er en arv fra kolonitiden. Før den tid levede de sammen som ét folk, hvor forskellen blot var, at hutuerne var agerbrugere og tutsierne kvægfolk, men da tyskerne og senere belgierne tilranede sig landet, brugte disse det gamle kneb med at dele for at herske. Her på den måde at de favoriserede tutsierne, der var høje og forholdsvis lyse og dermed lignede europæerne lidt.
Ti år efter folkemordet vendte forfatteren hjem til Rwanda for at genfinde sin identitet, bl.a. gennem den mundlige fortælletradition, som hendes mor havde været en mester i, men også den var blevet så godt som udslettet. Hun besluttede derfor, at hun ville være sin families hukommelse og debuterede som forfatter i 2006.
”Hvad bjergene hvisker” er hendes femte bog, og den består af seks fortællinger, delvist hendes egne erindringer og delvist noget, hun har fået fortalt. De er varme og respektfulde overfor fortidens myter og overtro, hvori naturen spiller en stor rolle, og fortalt med en venlig humor.
Venlighed er der dog ikke i beskrivelsen af de hvide missionærer, der kom i kolonisatorernes fodspor for at kristne hedningene og oprette skoler, hvor de uddannede udvalgte tutsier til at blive loyale embedsmænd. Skoler hvor eleverne lærte, at Europa var kultur og historie, mens Afrika var geografi.
Alle fortællingerne er fængslende og lærerige med deres skildringer af den kultur, der faktisk fandtes, og som vi ikke kender meget til, fordi der udgives så lidt skønlitteratur fra dette kontinent her i landet.
Den sidste skal dog fremhæves, fordi den både fortæller om noget specielt for Rwanda og om noget helt universelt. Den oprindelige befolkning i landet menes at have været pygmæer, men de udgør nu kun 1% af den, og de er lavest rangerende i samfundet. Fortællingen handler om en pygmædreng, der i skolen bliver behandlet som en paria, og som, selv om han er dygtig, bliver forment adgang til mellemskolen. Alligevel lykkes det ham at blive en højt anerkendt læge, men med den omkostning, at han afskriver sig sin baggrund.
Scholastique Mukasonga: Hvad bjergene hvisker
Oversat af Rigmor Eibe Arvids. 135 sider. 198 kr.