Skip to content

S og SF begik overgreb på eget barn ved højlys dag

”Ghetto-partierne” tromlede diskriminerende lov igennem uden vaklen

Af Allan Nielsen

Den 22. november 2018 vil gå over i historien. Det blev dagen, hvor Socialdemokratiet og SF i uskøn forening med VLAK-regeringen og DF vedtog en lov, der diskriminerer tusinder af familier, der bor i såkaldt udsatte almene boligområder.

Vedtagelsen kan medføre, at mange af familierne tvangsforflyttes fra det, der betegnes som et af verdens bedste profitfri og socialt retfærdige boligsystemer, der er et direkte barn af dansk arbejderbevægelse.

Loven (L38) blev vedtaget med 82 stemmer. Imod stemte 20 fra Enhedslisten, Alternativet og Radikale.

Huse bliver nedrevet

Med loven i hånd kan stat og kommuner uden om beboerdemokratiet nu pålægge boligorganisationer med såkaldt hårde ghettoer at nedrive, omdanne eller sælge op til 60 procent af deres almene familieboliger.

I sidste uge indgik ”ghetto-partierne” dog en aftale, hvorefter boligministeren kan dispensere for reglen om 60 procent, så der måske kun skal reduceres med 50 eller 40 pct. i et givent område.

Det betyder, ifølge de almene boligselskaber, at der kun vil blive nedrevet lidt færre boliger end først antaget. Og mange af disse boliger er velholdte og nyrenoverede for trecifrede millionbeløb – betalt af lejerne.

Ingen genhusning

Tilbage står, at det generelle ønske om at opnå en mere harmonisk beboersammensætning gennem lokal dialog – for at undgå etnisk prægede parallelsamfund – nu alene ved uenighed kan bulldozeres igennem af minister og byråd uden om beboerdemokratiet. Det har byrådet i Århus allerede benyttet sig af.

Loven byder heller ikke på genhusning af tvangs-forflyttede. Her forventer ”ghetto-partierne”, at kommunerne løser det via den kommunale anvisningsret på 25 procent.

Men mange steder er der lange ventelister på almene boliger. Så er der kun de private udlejere tilbage, hvad enten det er en almindelig boligspekulant eller en af de ivrige pensionskasser, der for tiden har kastet sig over boligmarkedet med huslejer, der ikke er for økonomisk klemte.

Her foreslog Enhedslisten, at man også burde kræve anvisningsret i den private sektor, men den idé var der ikke lydhørhed for.

Læs mere side 6

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk