Leder: Sådan er kapitalismen

Afsløringerne af kapitalisters fiduser og numre for at slippe for at yde deres til de samfund, som fodrer dem, har rejst en chokbølge og en storm af forargelse over dels omfanget og dels hvilke personkredse, der er involveret. Sidstnævnte har de danske journalister dog været ret så tilbageholdende med. I modsætning til når en ”doven Robert” hænges ud, fordi han ikke vil tage et rengøringsarbejde efter at have gennemført en lang universitets­uddannelse.

Forargelsen

Forargelsen er forståelig, men politikeres og journalisters chok og overraskelse er forbløffende. Fiduser med skuffeselskaber, skattely, maksimal udnyttelse af skattelovenes huller og en stab af eksperter, der lever af at finde nye huller, hvis ét lukkes, er velkendte. Det er også velkendt, at mange selskaber har udnyttet de store nedskæringer i told og skat til at svindle sig til andres indbetalte skattepenge, momsfusk osv. Ligeledes er det velkendt, at kapitalister ikke plages af samfundssind, men placerer deres investeringer og produktion der, hvor udbyttet er størst, og omvendt ansætter den billigst mulige arbejdskraft, uanset hvilket land arbejderen kommer fra, og uanset om der er rigeligt af arbejdsløse i samfundet.

Angreb som forsvar

Forargeligt, men ikke overraskende er det også, at taknemmelighed eller skamfuldhed er et ikke eksisterende begreb i de kredse. Tværtimod bruges flittigt den gammelkendte strategi med, at angreb er det bedste forsvar.

De danske arbejdsgiverorganisationer iklæder sig et påtaget samfundssind, når de vil have endnu mere profit, så kommer deres sorte tale om at øge arbejdsudbuddet, hurtigt bakket op af deres sponsorerede politikere. Efter at have smadret livet for de mennesker, de selvsamme arbejdsgivere har gjort arbejdsløse eller arbejdsskadede ved at halvere dagpengeperioden, ødelægge muligheden for at få førtidspension og indføre kontanthjælpsloftet, så tonser de allerede frem igen med krav om, at også mennesker der er tilkendt en førtidspension, skal arbejdsprøves igen og igen for at ”øge arbejdsudbuddet”. Da de ikke stiller arbejdspladser til rådighed står det bøjet i neon, hvad det skal til for.

Stil krav

Helt grotesk blev det, da der slap en skævert ud i organisationernes kommentar til EU forslaget om en lille skærpelse af gennemsigtigheden i de store monopolers regnskaber og skattebetalinger. Man var bekymrede for at det ville skade konkurrenceevnen i forhold til monopoler udenfor EU… Ups. Man konkurrerer altså på både lønomkostninger og sociale bidrag og dertil mindst mulig skat. Sådan er kapitalismen, som allerede beskrevet i marxismens klassikere, maksimal profit uanset hvad det sker på bekostning af.

Derfor er det på høje tide at arbejderbevægelsen holder op med at være i defensiven og begynder at stille klare og stærke krav. Det gælder krav til de kommende overenskomstforhandlinger, og det gælder politiske krav af stor betydning for den enkelte, når man rammes af arbejdsløshed, sygdom, nedslidning, invalidering og handikaps, ligesom det gælder mulighederne for at børn og unge kan få en tryg opvækst, kan uddanne sig til det, som de har lyst og evner til, og det gælder en tryg alderdom, inden man er slidt op. Det kan lykkes, hvis arbejderbevægelsens organisationer benytter sig af den kraft, der ligger i arbejderklassen, og hvis arbejderklassen bruger den styrke, den vitterligt har, når vi står sammen.

1. maj er en god dag for en sådan beslutning.