Sammenhold og solidaritet reddede dem

Af John Poulsen

En af de første bøger, som udkom på Forlaget Tiden efter besættelsen, var Ragnhild Andersen og Helge Larsens ”Vi blev reddet denne gang”, som skildrer deres ophold i koncentrationslejren Stutthof. Senere udkom en række andre bøger om emnet, hvoraf den mest kendte er Martin Nielsens ”Rapport fra Stutthof” (1947), som er udkommet i 5 oplag. Der findes også en del interviews og mindre artikler. Samlet kendes beretninger fra 61 af de i alt 150 fanger.

Meget af dette materiale danner grundlaget for Martin Jensen Overbys bog ”De danske fanger i koncentrationslejren Stutthof”, som er den første, der giver et samlet overblik over, hvad der skete i Stutthof og fangernes vej hjem til Danmark. Det er lykkedes forfatteren, ved at sammenkæde sin egen tekst med et stort udvalg af citater fra materialerne, løbende at bringe direkte øjenvidneberetninger om, hvad der skete.

Da det danske udenrigsministerium spurgte tyskerne, hvad der var sket med fangerne fra Horserødlejren, kom man med den forklaring, at ”Kommunisterne var taget af sikkerhedsgrunde og ført med til Tyskland, hvor de ville blive anbragt i en lejr og få let arbejde og ordentlig behandling.”

Om udenrigsministeriet troede på det sidste vides ikke, men den ”ordentlige behandling” oplevede fangerne allerede, da de den 2. oktober 1943 blev bragt ombord på skibet Wartheland sammen med 197 jøder og sejlet til Tyskland. Forholdene var uhumske, og de fik hverken vådt eller tørt undervejs, og det blev kun værre, efter at de var ankommet til Stutthof.

Her gjorde man alt for at nedbryde dem både fysisk og psykisk, men takket være det sammenhold og den solidaritet, som de havde med sig fra Horserødlejren, var dødstallet i forhold til andre lavt. I alt døde 21, heraf 4 kort tid efter hjemkomsten til Danmark.

Medvirkende hertil var også den store indsats, som deres ægtefæller ”De røde enker” gjorde, for at der blev sendt Røde Korspakker derned indeholdende mad, tøj og andre fornødenheder. Hvis der forsvandt pakker undervejs, eller der manglede noget i dem, så delte man, hvad der var tilbage, imellem sig, og man hjalp også andre fanger, bl.a. jødiske børn, som man ”adopterede” nogle af. En af dem var den tyske jøde Michael Tauber, 10 år gammel, der overlevede og slog sig ned i USA, og som besøgte Danmark i 2005 for at takke for hjælpen.

I december 1947 blev fem af dem, der døde i Stutthof, bragt hjem og begravet i Mindelunden. Ved mindehøjtideligheden sagde Martin Nielsen:

”Den tid og de begivenheder, I repræsenterer, og det I gav jeres liv for, hører for længst hjemme i historiens dunkle verden. Det er alt sammen noget, som man ikke mere så gerne taler højt om, og det er noget, som man ønsker at glemme, og som mange har glemt. Man har ikke blot glemt, men man har også bedt os de levende om at glemme. Nogle har bedt os glemme, fordi det ville være bedst for dem, at det, I og vi repræsenterer og er udtryk for, glemmes og om muligt helst udslettes af historiens bog. Men vi kan ikke glemme! Og vi vil ikke glemme.”

Med udgivelsen af denne bog er det endnu en gang sikret, at den skændige handling, man begik ved at udlevere 150 danskere til nazisterne, ikke går i glemmebogen.

Der er selvsagt ikke tale om hyggelæsning, tværtimod, og der skal ikke her refereres mere af bogen, som kan stærkt anbefales.

Martin Jensen Overby: De danske fanger i koncentrationslejren Stutthof.
Frihedsmuseets Venners forlag. 416 s. 250 kr.
Kan købes i bogcafeen Ny Tid