Skip to content

Satspuljemidlerne forhandles

Støtten til julehjælp og sommerferiehjælp er to af de puljer, der stopper ved årsskiftet, hvis ikke politikerne bliver enige om det modsatte.

Af Allan Nielsen

Socialstyrelsens støttepuljer med fire millioner kroner til julehjælp og fem millioner kroner til sommerferiehjælp udløber ved årsskiftet. Kommer de ikke på bordet ved satspuljeforhandlingerne, får det store konsekvenser for de fattigste, siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

– Hvis jeg skulle omregne konsekvenserne af, at den pulje forsvinder, så er det lige præcis 933 familier, der ikke får julehjælp via Dansk Folkehjælp, og 150-200 færre, vi kan sende på sommerferie,” siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.

Er ikke på finansloven

22 projekter på børne- og socialområdet er lukningstruede. Det vil sige, at de udløber i år og ikke står på finanslovforslaget for 2019. Det har børne- og socialminister Mai Mercado oplyst til Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg.

Puljerne til julehjælp og sommerferiehjælp søges af landsdækkende frivillige foreninger. Den største modtager er Dansk Folkehjælp, der i år har fået 1,4 millioner kroner til uddeling ved årets julehjælp.

Svære konsekvenser

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, siger, det vil få store konsekvenser, hvis ikke puljen forlænges. Tilskuddet udgør omkring 10 procent af det samlede budget.

”Så vi har jo været glade for den støtte, vi har fået gennem mange år. Det er et af de tilskud fra Socialstyrelsen, hvor man kan sige, at her er det direkte til familierne. Der er ingen administrationsudgifter,” siger han.

Dansk julehjælp uddeler en købmandskurv til en værdi af 500 kroner med et gavekort til en sportskæde og et til en legetøjskæde, så der er mulighed for at købe julegaver til børnene.

Klaus Nørlem mener, det er meget svært for organisationen selv at hæve sine indtægter uden års forberedelse.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk