Skip to content

Scherfigs ufarlige rejse i junglen

Når man ikke finder nogen fornøjelse ved livsfare eller er jæger, opsat på at myrde dyr…

Af Hans Scherfig, 1949

Naturen er først smuk, når den er overvundet. En tiger er et prægtigt dyr, når man ser den bag gitteret i Zoologisk Have, men den er sikkert meget grim, når man ligger under dens klør. Det oprørte Atlanterhav er et meget indtagende skue, som godt kan fremkalde beundrende udråb eller inspirere udmærkede vers, når det betragtes fra promenadedækket på en nogenlunde stor og driftssikker passagerdamper; hvis bølgerne derimod iagttages fra en tømmerflåde eller en redningskrans, er de kun af ringe æstetisk interesse. Bedømmelsen af skønheden ved ørkner, urskove, indlandsis eller svært tilgængelige bjergtinder er afhængig af den tilstand af sikkerhed, som iagttageren befinder sig i. Det, man er bange for, er ikke kønt. 

Hans Scherfig, Grøn savanne – 32 giraffer på grøn savanne, 1949. Privateje. © Lamberth

Dr. Samuel Johnson tvivlede ikke om, at der var mange skønne, vilde udsigter i Skotland, men ville tillade sig at mene, at den skønneste udsigt, en skotte kunne få at se, var landevejen til England. Holberg fandt, at frugtbare lande var de dejligste; han syntes om Provence, hvis marker er fulde af korn, enge og vingårde, så det er som bestandig at gå i en have; Savoyen fandt han derimod fælt at se til, fordi det er så klippefuldt.

Sikkerhed og nydelse

Først når naturen er overvundet, finder man på at frede noget af den, og det glemmes ofte, at mennesker også må regnes for en af naturens frembringelser. Jeg har engang i Tibirke bakker truffet en naturelsker, som kom i begejstring, når han var så heldig at møde en ræv i skoven, men som fyldtes af væmmelse ved at se en ung pige, som løb på ski i de fredede bakker, skønt en pige vel kan være ligeså køn som en ræv.

Det er udmærket, at man har fredet lyngen i Tibirke bakker, men når man også freder hugormene, synes jeg, at man er ved at gå for vidt. Naturen må være farefri for at kunne nydes. 

Som barn syntes jeg ganske vist, at det var en ulykke at være født i et land, hvor der ikke forekom vilde dyr eller jordskælv eller indianere eller krig. Senere er jo ethvert tænkeligt barnligt behov for usikkerhed blevet tilfredsstillet i rigt mål, og jeg føler i min modne alder absolut ingen trang til spænding; indianerne skal helst blive i deres vilde vesten og ikke udvide deres virksomhed til vore farvande.

Underfundige dyr

Hvad vilde dyr angår, holder jeg meget af dem, men de skal være fredelige. Jeg har hørt sige, at ordet giraf skal betyde ”den elskelige”, og jeg anser dette forunderlige dyr for en af klodens mest henrivende skabninger. Disse milde plettede væsner, som går stilfærdigt omkring med svajende halse og nipper blidt af træernes toppe, er et levende minde om paradistiden. 

Sådan skal vilde dyr være, sådan har de gået fredeligt og græsset på paradisets enge. Der findes ikke mere tiltalende skabninger, og det er en smuk opgave for en kunstner at male dem så naturligt som muligt.

Denne gode planet er fuld af underlige dyr. Man er taknemmelig over at have set en levende okapi, en overlevet fra en forgangen jordperiode, i familie med giraffen, men hjorteagtig og med zebrastriber. Man er glad for, at der endnu lever elefanter på jorden, at der er yndefulde zebraer og puklede kameler og buttede tapirer med små snabler og hvide skaberakker. Eller gnuer, som ligner en blanding af heste, køer og hjorte, langt mærkeligere end de enhjørninger, som aldrig har eksisteret. 

Hans Scherfig, Ensomt næsehorn, 1966. Privateje. © Lamberth

I Jobs bog fortæller Gud om flodhesten, Behemoth, der æder græs som en okse: ”Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ; dens Bovers Sener er sammen-slyngede – den ligger under Lotusbuske i Skjul af Rør og Dynd, Lotusbuske dække den med Skygge; Piletræerne ved Bækken omgive den”. Gud er glad og stolt over sin skabning flodhesten.

En fredelig jungle

Jeg holder meget af at rejse i junglen, men eftersom jeg ikke har noget ønske om at blive bidt af slanger eller forulempet af malariamyg eller tsetsefluer eller de insekter, som lægger deres æg i mennesker, giftige edderkopper og tusindben, snyltende udyr, der lever i folks indvolde, ondskabsfulde jordlopper, som søger ophold mellem de rejsendes tæer, nøjes jeg med engang imellem at besøge en bestemt jungle, som ganske vist har et begrænset areal, men som er ufarlig, fredelig uden sumpfeber og giftslanger og menneskeædende uhyrer. 

Den er gratis tilgængelig hver eftermiddag og findes i Botanisk Haves palmehus. 

I den dejligste tropevarme går man her omkring mellem lianer og bredbladede slyngplanter. Mimoserne folder deres fligede blade sammen, når man rører ved dem, krydderplanterne dufter, og mærkelige blomsterklaser hænger ned fra palmernes fjerkroner. Der er en pragtfuld koglepalme, som blev bragt hertil fra Mexiko i 1842. Der er Cycas aphærica, som er vokset af frø, som Galatheaekspeditionensbotaniker samlede i 1845 på de dengang danske Nicobar-øer. 

Hans Scherfig, Junglebillede (Okapi), 1953. Privateje. Fotograf Anders Sune Berg

Der er kæmpemæssige bregner, træbregner fra Australien, bragt hertil engang i halvfjerdserne, en enkelt blev så høj, at den var ved at vokse ud gennem glastaget, man reddede den ved at anbringe en kasse med jord på midten af dens stamme, så den kunne udvikle rødder i kassen, senere kunne man så save stammen over ved kassen og stille den forkortede kæmpebregne på jorden. 

Fri af liberalistisk frikonkurrence

Skønt det gamle palmehus er nitten meter højt, er mange træer i tidens løb vokset ud gennem glastaget og har måttet fældes. Jeg kan huske en uhyre imponerende viftepalme, som blev skåret ned, dengang jeg var dreng og næsten hver dag besøgte palmehuset på vejen fra skole.

En anden vældig viftepalme, som er kommet hertil for over hundrede år siden, lever endnu og blomstrer hvert år og sætter mærkelige frugter. Og de høje kokospalmer, som er spiret af kokosnødder, hjembragt af Galathea-ekspeditionen fra Nicobarøerne, har sprængt glastaget, og en meget stor Phoenix-palme har måttet forsænkes i jorden og støttes med barduner, dens flækkede stamme er skruet sammen med jernbånd og skinner, men endnu i min studentertid levede denne palme, som er vokset af et frø, sået i 1807 – det år, da København første gang blev bombarderet af englænderne.

En så nænsom pleje får junglens vildtvoksende planter ikke. Her i palmehuset hersker der en orden og fred, som naturen ikke kender. Væksterne kvæler ikke hinanden i liberalistisk frikonkurrence, træerne er ikke udmarvede af snyltere, deres blade er blanke og rene, ingen insekter får lejlighed til at bore i dem og æde dem og rulle de grønne blade til kræmmerhuse.

Fantasi og fordybelse

I palmehuset kan man se bananerne blomstre og stå med gule modne frugter. I et vandbassin vokser Victoria regia – kæmpeåkanden, hvis flydende blade sagtens kan bære et menneskebarn, sådan som den almindelige åkande bar Tommelise. Victoria regia lever kun et år og må altså hvert år sås påny. 

Hans Scherfig, Urskov, 1946. Ribe Kunstmuseum. ©Ribe Kunstmuseum

Engang gik der et par meget store skildpadder rundt i palmehusets gange; de er desværre forsvundet, og de eneste dyr i den lille jungle er nogle tykke tamme guldfisk, som opholder sig i et lille bassin i en drypstensgrotte. Jeg kan med sikkerhed genkende flere af dem fra min barndom, da jeg fodrede dem med min skolemad, og det kan deraf sluttes, at guldfisk ligesom karper kan opnå en meget høj alder. 

Når man kom fra skolens ørken, var det vederkvægende at fordybe sig i den lille fredelige jungle, et dejligt sted på sure vinterdage. Vi var Stanley og Livingstone, gik hver sin vej ad små stier mellem palmer og kæmpebregner og mødtes og blev overraskede over dette møde i urskoven: Dr. Livingstone, formoder jeg?

Ad en vindeltrappe kan man komme op til et galleri, som løber rundt meget højt oppe, og herfra kan man se urskoven i fugleperspektiv. Her er endnu mere tropisk varmt end nede på jorden, og luften er krydret og vellugtende. 

Det er en god og fredelig jungle uden kvælerslanger og blodtørstige løver og utålmodige uvane næsehorn. Disse beundringsværdige dyr lader sig behageligere iagttage i Zoologisk Have end løsgående i junglen. Når man heller ikke er jæger og opsat på at myrde alle store dyr, og når man ikke finder nogen fornøjelse ved spænding og livsfare, undværer man dem gerne. Derimod kunne palmehuset godt igen anskaffe nogle af de store skildpadder, som er stilfærdige og meget hyggelige dyr.

Læs også om den aktuelle Scherfig-udstilling: Scherfigs myter og drømme på Nivågård

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk