Skip to content

Seniorernes stemme i kommunerne

Af Karen Hedegaard, medlem af Københavns Ældreråd

[KOMMUNIST 4-2025] Den 18. november i år er der kommunalvalg, og i langt de fleste af landets kommuner er der samtidig valg til ældrerådene (eller seniorrådene). Ældrerådene vælges direkte af og blandt kommunens borgere over 60 år.

Københavns Rådhus
Københavns Ældreråd blev valgt i efteråret 2024. Men i de fleste af landets kommuner foregår ældre­rådsvalget i forbindelse med kommunalvalget.

Københavns Kommune

I København får ældrerådet omkring 30 sager i høring om året. De kan handle om alt lige fra kommunens budget, etablering af nye busstoppesteder til brugertilfredshedsundersøgelser på plejehjem og i hjemmeplejen.

Vi holder møder med kommunens politiske udvalg og kan stille forslag direkte til Borgerrepræsentationen.

Siden nytår har vi haft travlt med budget 2026 for Københavns Kommune. Budgettet indeholder ikke de store forringelser for ældre og seniorer i år, men der er besparelser fra tidligere år, som vi ønsker at få ført tilbage.

Rengøring

I budgettet for 2025 blev den ekstra rengøring én gang om året hos ældre borgere i København fjernet.

Ophør af den ekstra rengøring handler om almindelig hygiejne, men også om livskvalitet. Mange ældre borgere er ensomme, og en yderligere forringelse af rengøringsniveauet kan betyde, at man ikke har lyst til at modtage gæster, fordi der er for snavset. Derfor skal den ekstra rengøring genindføres.

Bedre mad på plejehjem

I pressen har der været flere skrækhistorier om den elendige mad, der serveres for plejehjemsbeboerne.

Den rette ernæring til ældre borgere er vigtig både for livskvaliteten og den fysiske sundhed. Men maden skal også være lækker og indbydende, så man får lyst til at spise den.

De senere års inflation har i høj grad ramt fødevarepriserne. Det er derfor vanskeligt for plejehjemmene at få pengene til at række til sunde og lækre måltider. Så selvfølgelig skal der sættes ekstra midler af til maden på plejehjemmene.

Flere ældre hjemløse

I Københavns Kommune er der ifølge seneste optælling 148 hjemløse over 60 år. Det er en stigning på over en tredjedel på to år.

Hjemløse får alvorlige helbredsproblemer tidligere i livet end befolkningen som helhed. Fysiske helbredsproblemer er ofte kombineret med psykiske lidelser og misbrug af rusmidler. Og de ældre hjemløse er særligt sårbare.

Ældre hjemløse passer ikke nødvendigvis ind på et almindeligt plejehjem, og byens herberger har ikke de relevante tilbud. Manglen på billige boliger i København betyder også, at der ikke er en bolig til de ældre hjemløse, som ”kun” mangler et sted at bo.

Det er også et emne, vi vil arbejde videre med i Københavns Ældreråd.

Kandidater i din kommune?

Kender du én – måske dig selv? – der har lyst til at gøre et stykke arbejde for de +60-årige i din kommune? Hold øje, når din kommune efterlyser kandidater til ældre-/seniorrådsvalget.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk