Skip to content

Servicetjek af udbudsregler

Nu reageres der endelig på plejekonkurserne

Af Allan Nielsen

Ministre bebuder opgør med konkursbølgen i den private plejesektor, mens de private vil have lettere adgang til ”plejemarkedet”. Fagforbundet FOA vil have kvaliteten i plejen opprioriteret og vil ikke have, at der konkurreres på løn- og ansættelsesvilkår, når kommunerne sender ældrepleje i udbud.

Det er nok de væsentligste, men måske også noget uforenelige problemstillinger, der blev præsenteret ved et pressemøde og en efterfølgende mediedebat.

Krav til leverandører

Regeringen vil foretage et servicetjek af reglerne for udbud, så der kan blive sat en stopper for de mange konkurser. Siden de nuværende regler blev indført af S-R-SF-regeringen i 2013, har der været så mange konkurser i ældreplejen, at der er brug for at se på reglerne, udtalte indenrigsminister Simon Ammitzbøl (LA) ved et kort pressemøde i ministeriet.

Han understregede samtidig med ældreminister Thyra Frank (LA), at de ældres frie valg ikke må begrænses.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) gik lidt mere konkret til biddet og lovede, at regeringen vil gå i dialog med KL om at forebygge yderligere konkurser.

– Det kommer til at ske på baggrund af KL’s egne anbefalinger om blandt andet krav til leverandørernes økonomi, om bankgaranti, om en beredskabsplan i tilfælde af konkurs og om, at kommunerne skal gå i dialog med leverandørerne, hvis et tilbud er unormalt billigt, sagde Sophie Løhde.

Alt skal kulegraves

Den kulegravning bakker Dansk Erhverv op om.

– Udgangspunktet skal være at på se på de ulige konkurrencevilkår mellem private leverandører på den ene side og kommunerne på den anden. Kommunerne har over en bred kam ganske enkelt bedre vilkår. Det er konkret et kæmpe problem, at lovgivningen afgrænser de private virksomheder og helt specifikt ikke garanterer borgeren frit valg og sammenhæng på tværs af ydelser, lyder det i et indlæg fra Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

Gode takter

FOA ser gode takter i regeringens initiativ mod plejekonkurser.

– Konkurserne er et fælles problem og et fælles ansvar, og det kan ikke løses i den enkelte kommune. Derfor er jeg glad for, at regeringen nu sætter sig i spidsen for at finde en løsning, der vægter kvalitet over pris. Jeg lover, at FOA vil deltage konstruktivt i arbejdet, konstaterer forbundsformand Dennis Kristensen i et bidrag til debatten.

Siden markedet for privat ældrepleje for alvor blev konkurrenceudsat i 2013, har Danmark set 38 konkurser i den private del af ældreplejen. Det viser tal fra Konkursindex.dk, der opdateres af FOA. Konkurserne har som minimum ramt 11.000 ældre og over 1.600 ansatte siden 2013.

Løn- og arbejdsvilkår

– Jeg glæder mig over, at regeringen har modet til at adressere et af de største problemer ved udlicitering af ældreplejen. Det handler om, at kommunerne vægter kvalitet alt for lavt, når de udbyder den kommunale ældrepleje. Pris bør aldrig vægtes over kvalitet, og derfor henstiller vi i FOA til, at kvalitet altid skal vægte over 50 pct., når kommunerne sender deres ældrepleje i udbud.

Sluttelig gør FOA opmærksom på, at der dog mangler et afgørende element, nemlig at der ikke må konkurreres på løn- og ansættelsesvilkår, når kommunerne sender ældrepleje i udbud.

– Ellers laver man en motorvej ind på markedet for useriøse aktører, der underbyder den faglige kvalitet, og som kan udkonkurrere de dygtige og seriøse private aktører med urealistisk lave tilbud, hvilket øger konkursrisikoen, konstaterer Dennis Kristensen.

Et spørgsmål mangler

Kommunernes Landsforening (KL) har sikkert også et par uafklarede spørgsmål, som de nok vil rejse i dialogen. Det vil nok være, om serviceeftersynet også omfatter relationerne til Lønmodtagernes Garantifond?

Det er nemlig sådan, at hvis en kommune er velforberedt på en konkurs, så udlægger Lønmodtagernes Garantifond det som en virksomhedsoverdragelse, hvorefter kommunen hænger på den løn, plejefirmaets ansatte har til gode i konkursboet.

Men dette spørgsmål hører under Beskæftigelsesministeriet, der ikke deltog i pressemødet.

–Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk