Skolereform
[KOMMUNIST nr. 11-23] Dette blads læsere ved, at folkeskolen er en sorteringsmaskine. For at imødegå de værste sider af sorteringen er arbejderbevægelsen gået til kamp for en enhedsskole. Det er en skole, hvor eleverne følges ad, og hvor skolegangen gøres udelt.
Den vigtige lektie har Socialdemokratiet åbenbart lagt i glemmekassen. Naturligvis er opdelingen af elever forklaret på en pæn måde.
Tanken er at imødekomme de elever, der ikke trives med den boglige undervisning. De kan så komme i juniormesterlære. Men ambitionerne er gået fløjten – den sociale arv skal ikke længere mindskes gennem uddannelse. I stedet står der erhvervspraktik på skemaet med juniormesterlære som et forholdsvis nyt element – dvs. at samfundsmæssige forhold som voksende social ulighed og svagere social mobilitet gøres til træk ved individet, og ergo skal de løses individuelt.
Regeringens udspil er tilsyneladende rent nationalt. Udsyn til internationale forhold nævnes ikke. Det er utilstrækkeligt på baggrund af, at der verden over kæmpes med næb og kløer om en førsteplads i forhold til at mestre nye teknologier, kunstig intelligens osv.
Om skolens nye faglighed – teknologiforståelse som element i fag fra 1. til 9. klasse – kan overvinde det paradoks, vil fremtiden vise. Om dette dernæst går hånd i hånd med reguleringer af skærmbrug, eller om der føjes et nyt paradoks til det allerede nævnte, står også hen i det uvisse.
Udspillet er snæversynet i flere henseender. Alt, hvad der lugter af boglige færdigheder, har stort set ingen interesse. Den slags skal vi åbenbart være ligeglade med, selv om erfaring og forskning har kunnet pege på betydningen af netop boglige færdigheder for elever fra uddannelsesfremmede hjem.
Direkte pinligt forekommer det, at historiefaget ikke længere er omfattet af et minimumstimetal. Kan det monstro hænge sammen med, at pressens minister alias Mette F. har afsløret en fuldstændig mangel på indsigt i konflikten i Mellemøsten?
Samme forbehold bør gælde, når det ikke længere er nødvendigt for lærere at have undervisningskompetence inden for et givet fag. Det kan blive et forfriskende indslag at rekruttere andre slags lærere til skolen (meritlærer og skolebaseret læreruddannelse), men også et efterhånden nødvendigt greb for at sikre, at der er undervisere nok i folkeskolen.
Omvendt kan ingen vide sig sikker på, om dette faktisk får den forventede effekt. Hvad vil få håndværkere, politibetjente, historikere og andre til at tage imod den mulighed? Det vides heller ikke – endnu.
Man kan finde udmærkede forslag eller skitser i udspillet: intensive forløb for de mest udfordrede elever – dog rækker de afsatte midler ikke til at dække behovet. Der lægges op til, at 10% tilbydes sådanne undervisningsforløb.
For at summere op: udspillet er en blandet landhandel. Nogle forventelige forbedringer findes sideløbende med forringelser. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at en væsentlig del af udspillet ikke er underbygget af andet end forslagsstillernes egne anekdotiske erindringer om dengang, da de benyttede folkeskolen.
Blandt det fremadrettede anes konturerne af et bredere begreb end tidligere om, hvad undervisning er eller kan blive. Alt kan dog ikke barberes ned til en tomgangssnak om praksisfaglighed. Det er hverken en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for succes.
Skolereformen i 2014 lykkedes ikke. Muligheden for en gentagelse kan ikke udelukkes. Denne gang søger regeringen at mobilisere forældre, lærere, elever, det lokale erhvervsliv m.v. Det er ikke det værste, man kan hitte på.
Niels Rosendahl