Skip to content

Skotsk tartan noir af høj karat

Af Margit Andersen

Der er dem, der over en kam anser kriminalromaner for at være underlødig litteratur, men det er nu en genre, der spænder vidt: fra gysere for gysets skyld til puslespil, hvor de små grå kommer i aktion, og til de realistiske, samfundskritiske og politisk engagerede, hvor det som regel er tilfældigheder og ikke ondskab, der fører til forbrydelsen. Til sidstnævnte hører de såkaldte nordic noir, der har fundament i Maj Sjöwalls og Per Wahlöös romaner, men som er ved at udvikle sig til en saga blot til fordel for ringere produkter, både hvad stil og indhold angår. 

I Skotland har de noget tilsvarende, men med rod i skotske traditioner og ”hårdkogte” amerikanere, der kaldes tartan noir, hvori hovedpersonen som regel er noget af en antihelt. Den genre er Ian Rankin en af de ypperste repræsentanter for, samtidig med at han bærer faklen videre fra nordic noir. Med En sang til dystre tider er der nu på dansk udkommet hans roman nr. 23 med antihelten John Rebus i hovedrollen og i vanskeligheder.

Denne serie udmærker sig ved at være realistisk og troværdig uden at mangle spænding og fantasi. De fleste foregår i Edinburgh og beskrivelserne af byen er så præcise, at man kan foretage byvandring efter dem, hvis man skulle komme på de egne. 

Men det er en by under forandring, og det er John Rebus også, for i Rankins bøger står tiden ikke stille, alt udvikler sig og ikke altid til det bedre. Efter 30 år i politiets tjeneste er Rebus blevet -pensioneret. Helbredet er ikke, hvad det har været efter mange års forsømmelser, alkohol og smøger. Nu er whiskyen blevet stærkt fortyndet, og det er slut med smøgerne, for han har fået kol og må flytte ned i stueetagen, så han undgår trapperne, når Brillo skal luftes. Selv hans gamle Saab er begyndt at mærke alderen.

Men da hans datter oppe fra en lille by i det nordlige Skotland ringer og fortæller, at hendes mand har været forsvundet i to dage, kommer der liv i pensionisten, og han kører op til hende for at finde ud af hvad og hvorfor. 

Oppe i den lille kystby står bygningerne stadig tilbage fra en fangelejr, hvor man under 2. verdenskrig internerede ”mistænkelige” personer af tysk afstamning. Den har svigersønnen været meget optaget af i lang tid, og måske har det noget at gøre med hans forsvinden. Hjemme i Edinburgh er politiet optaget af drabet på en saudisk rigmandssøn, og samtidig er to andre udlændinge blevet overfaldet i byen. Er det udslag af racisme og fremmedhad eller noget helt andet? 

De to historier krydser hinanden ved, at den godsejer, der ejer det meste af jorden i og omkring byen, hvor datteren bor, sammen med nogle andre spekulanter har planer om at lave en golfbane på det areal, hvor fangelejren ligger. En af de involverede var den dræbte saudiaraber. 

Handlingen foregår således ikke i en skummel underverden, selv om vi aflægger et lille besøg i den, men i en ikke mindre skummel oververden, hvor fortidens synder og nutidens grådighed spiller hovedrollen. Under opklaringen leges der ikke blindebuk med læseren, som derimod får lov til at være parallelopdager sammen med Rebus og det officielle politi. 

Titlen referer til et digt af Bertolt Brecht, som indleder bogen, og hvori der står, at også i dystre tider synges der. Og selv om romanens underliggende stemning er mørk og mistrøstig, er den let og muntert skrevet, og ikke mindst Rebus’ veludviklede sans for ironi og skarpe replikker motionerer smilemusklerne under læsningen. Man kan kun håbe, at han holder et stykke tid endnu, selv om slutningen ifølge naturens gang er uafvendelig.

Ian Rankin: En sang til dystre tider. Oversat af Søren K. Barsøe. Forlaget Klim. 391 sider. 300 kroner

Back To Top