Slagteriarbejdere bekymrede for fremtiden
[KOMMUNIST 12-2023] Det var et hårdt slag for de ansatte, da Danish Crown lukkede det store slagteri i Sæby med 800 ansatte på grund af, at der var færre grise til slagtning end tidligere.
Nu advarer NNF formanden Ole Wehlast om, at nye lukninger kan være på vej. Mindst et slagteri vil lukke, og tusindvis af arbejdspladser forsvinder, hvis udviklingen ikke vendes.
Dårligere løn og længere arbejdstid
Når der slagtes færre svin i Danmark, skyldes det, at landmændene, som selv ejer Danish Crown 100 procent, sender deres grise til slagtning i Tyskland og Polen, for her kan de få en højere pris per kilo grisekød – ene og alene på grund af dårligere løn og længere arbejdstid. Selve slagtningen foregår på nøjagtig samme måde som i Danmark, og formentlig ender kødet i danske butikker i en pakke, hvorpå der står Danish Crown.
Koster arbejdspladser
De manglende slagtninger i Danmark betyder, at slagteriarbejdere sendes hjem og må på arbejdsfordeling på flere slagterier, fordi der er for få grise.
Vi har en branche, der er i dyb krise. NNF-medlemmerne er stærkt bekymrede for deres arbejdspladser. Fødevareforbundet forlanger, at den vanvittige eksport af danskfødte smågrise stoppes og efterlyser politisk handling, der sikrer, at flere grise slagtes i Danmark.
/PeJu