Skip to content

Social oprustning – militær nedrustning

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

[KOMMUNIST NR. 5-2022] Mange års forsøg på at mane klassekampen i jorden her til lands er nu afsløret som den rene folkeforførelse og humbug. Med krigsbevillinger og prisstigninger, der ublu tilsidesætter almindelige menneskers behov og levestandard, viser politikerne, hvilken side de er på.

Selv toppen af fagbevægelsen har frasagt sig at være talerør for deres medlemmer ved at gå med i oprustningshykleriet.

Det kan aldrig være i vores interesse at mane til krig og oprustning, og med vores menes der fagbevægelsens medlemmer. At stille krav, der gavner den arbejdende befolkning, er formålet med at organisere sig. Krig skaber ikke langvarig velfærd, frihed eller bæredygtighed for vores jord.

Den forkerte vej

Allerede i 80’erne, da man indførte overenskomstpensionen, kunne fagbevægelsen se, at det ville betyde, at vi ville blive vores egen værste fjende.

Pensionssystemet gjorde, at vores folkepension blev udhulet. At vores egne penge investeres i krigsproduktion og miljøødelæggende projekter som f.eks. Lynetteholm.

Formuerne må ikke engang bruges til at bygge billige gode boliger til os selv. Vi har sagt ja til at betale alt selv på kapitalens præmisser.

Samtidig giver vi de unge et usikkert og farligt arbejdsmarked med 0 timers kontrakter, udhulet dagpengesystem, lave uddannelsessatser og et uhyggeligt dyrt boligmarked. Dette kan være en medårsag til den faldende organisationsprocent.

Fagbevægelsens top har mere travlt med at reklamere for sport, så man nu spiller mod Det Faglige Hus og ser hvilket logo, der vinder. Der bruges rabatkort, hvor det ikke engang tjekkes, om de firmaer, der indgås rabatter med, har overenskomst.

Fagbevægelsen skal være en kamporganisation, det er dens berettigelse.  Det betyder, at den skal kæmpe for vores interesser. Ligesom Arbejdsgiverforeningen kæmper for deres. Hvilket de gør rigtig godt.

EU og arbejdsmarkedet

Ved folkeafstemningen om EF i 1972 forudså de røde fagforeninger, at dette var monopolernes værk, intet der kunne gavne den danske arbejder. Det blev et snævert JA. I Jord- og Betons fagblad lød det dengang sådan:

”Kapitalisterne i Danmark har med resultatet af folkeafstemningen forøget deres magt i vores borgerlige demokrati ganske betydeligt, og de vil vide at anvende denne magt, hvis de får brug for det.

Det borgerlige demokrati i en række europæiske lande blev for snævre rammer for den moderne storkapital. Den måtte følge sit behov og sin natur for stadig uhæmmet ekspansion og fjerne de hindringer, som det borgerlige demokratis love trods alt satte for dens tøjlesløse udvikling.

Derfor skabte man EF med dets overnationale organer, en slags overregering, hvis beslutninger landenes befolkninger overhovedet ingen indflydelse har på”.

50 år efter

Nu her 50 år efter må vi give dem ret. Arbejdsmarkedet er ikke blevet mere trygt. Med EU’s mindsteløn, en uduelig vejpakke og brugen af arbejdskraftens fri bevægelighed formår arbejdsgiverne at trykke lønnen, slække på sikkerheden og udnytte EU’s udbudsregler, som giver mulighed for at malke de offentlige kasser med manglende kontrol og konkurs.

På det offentlige område er budgetlovens rammer årsag til nedskæringer, dårlige arbejdsforhold og dårlig løn og uddannelse.

EU’s budgetlov bruges som instrument til at privatisere og udlicitere, hvilket igen giver ringere ansættelsesvilkår.

De arbejdsløse får svært ved at opretholde deres medlemskab af fagforening og A-kasse, fordi målet er private forsikringer. Det betyder igen, at en stor del af den arbejdsdygtige befolkning bliver kastet ud i fattigdom og utryghed.

Der er brug for fortsat modstand

De aktive fagforeninger må genrejse aktivitet og gå ind i kampen for at bevare forsvarsforbeholdet. Det kan blive muligheden for at gøre Folkebevægelsen mod EU opstillingsberettiget igen. Vi skal fortsat afsløre deres skumle planer for vores arbejdsmarked, vores fremtid.

Argumenter og beviser er våben i kampen for Danmarks udmeldelse af EU. Først der kan vi igen rejse varige krav om velfærd for vort land. Vi ville kunne opbygge et samfund, hvor der ikke udnyttes arbejdskraft – men skabes arbejde til fælles bedste.

Et samfund hvor ingen holdes uden for hverken bolig eller arbejde. Et samfund med fred og omsorg. Et socialistisk samfund. – Vi skal huske, at vi er flest!

For hvad nytter kampen for arbejde, hvis vi taber kampen for freden. – God 1. Maj!

Carl Scharnberg siger det godt og præcist:

Vi afstår aldrig vor ret, vi vandt den ikke i spil.
Det, vi forlanger i dag, er det, vi har slidt os til.
Vis, at vi ikke skræmmes af love og klasseskel.
Hvordan vor fremtid formes, det afgør vor klasse selv.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk