Socialpolitik styret af »misundelse«

Syge skal hjælpes, ikke forfølges

Af Lilli Rodeck

Intet har virket bedre end revalideringsordningen i socialpolitikkens historie. Revalidering gav uddannelse og arbejdstræning, samtidig med at man opretholdt en tålelig økonomi ved at modtage et beløb svarende til sygedagpenge. Resultatet blev, at rigtig mange endte med at blive gode skatteydere.

Revalideringens død

Men med Foghs indførelse af styring af kommunernes økonomi og loft over overførselsudgifterne blev grunden lagt til en skrotning af revalidering. Dødsstødet kom med S-R-SF reformen af sygedagpenge og førtidspensionen.

De skiftende regeringer mente, at SU’en rigeligt dækkede det behov, som revalidender havde, på trods af at det oftest er voksne, der på grund af sygdom, skader og lignende ikke mere kunne bruge deres tidligere uddannelse, eller ikke mere kunne klare deres job.

Grunden til denne ændring var baseret dels på EU’s kontrol med medlemslandenes finanslove, og dels på, at det ikke var rimeligt, nogen fik betalt hele uddannelsen, mens andre stiftede studiegæld eller måtte arbejde ved siden af studierne.

Men gad vide hvor mange, der ville bytte med den befolkningsgruppe, som havde glæde af revalideringshjælpen. Man må huske, at de mennesker, som blev visiteret til revalidering, havde fysiske, psykiske eller sociale problemer, som hindrede dem i at kunne tage uddannelse på samme vilkår som raske.

Straffes for sygdom

I dag bliver de mennesker, som kunne have været hjulpet af revalidering, parkeret i et cirkus med arbejdsprøvning, kontanthjælpsloft og 225-timers reglen.

Ved siden af disse forringelser vil de med psykiske sygdomme opleve et sundheds-system, som ikke har kapacitet til at yde den nødvendige behandling. Borgere med fysiske lidelser oplever et arbejdsmarked, som ikke har plads til mennesker med handicaps. Værst ramt bliver mennesker, som oven i fysiske/psykiske lidelser har tunge sociale problemer. Mange familier er fanget i en ond cirkel, hvor fremtiden kun lover flere problemer og mere fattigdom.

Oven i de problemer, mennesker oplever, som er endt på kontanthjælp og er ramt af loftet og 225-timers reglen, sker der flere frivillige anbringelser af børn, fordi de økonomiske vilkår især rammer børnefamilier hårdt.

I et samfund, hvor børn ofte er statussymboler og projekter, bliver forældre presset så hårdt, at flere og flere opgiver.

Tåbelig prioritering

Det er tåbeligt at have en socialpolitik, hvor mennesket ikke vægter tungere end andre menneskers misundelse og EU’s økonomiske kontrol.

Desværre har politikere ikke helt samme briller på, når de bevilger sig selv lønstigninger og bedre pensionsordninger.

Hvis man undlader at bruge penge til at gøre rige rigere, vil der være rigeligt med penge til at genindføre revalidering. Og nationaløkonomisk er der megen sund fornuft i at hjælpe de svageste med uddannelser og arbejdstræning, mens de opretholder en økonomi, som giver råd til medicin og sund mad.

Men ak. Vort samfund tænker kun langt på områder, som er til gavn for de rigeste 10%.