skip to Main Content

Socialrealisme uden beton

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 6-7 2022] Hvis jeg var Mona, ville jeg anmelde Nøjsomheden kort og fyndigt med ordene: ”Anbefales til alle læsere”. Men det vil vore læsere nok ikke lade sig nøje med.

Mona bor i Nøjsomheden, der er en ghettoagtig bebyggelse i Helsingør. Hun har haft en svær barndom med sin alenemor, der lider af angst og samlermani, men ved hjælp af Moster Tut og ved at flygte ind i bøgernes verden, har hun klaret sig ret godt.

Ved romanens begyndelse er hun ved at skabe sig sit eget liv. Hun har fået sin egen lille lejlighed og et drømmejob i Lindas boghandel, hvor hun kan købe bøger med 40% rabat. Tidligere lånte hun dem i det fælles bytterum, og det var her, at hun fandt på at lave ultrakorte anmeldelser på post-it sedler til de kommende læsere.

Men det med at leve sit eget liv er ikke så enkelt, for hun føler sig stadig, omend modvilligt, ansvarlig for sin utilregnelige mor, og så er der Moster Tut, den skrappe, handlekraftige, tidligere -Simon Spies morgenbolle-dame, der nu ligger på hospitalet med uhelbredelig lungekræft.

Tut har ganske vist en søn, Frederik, men han har ikke tid til at tage sig af hende. Hans virksomhed, Gurre Haveservice, der dækker over salg og udbringning af hash, tager al hans tid, så det gør Mona, og hun gør det gerne.

En dag kommer Nikolaj ind i boghandlen, og det sætter gang i de små amoriner. Han studerer litteratur og kommer fra en helt anden verden end Monas, fra Nationernes Allé med store villaer med egen strand.

Der er en afgrund imellem de to socialt og kulturelt, og da de begynder at komme sammen, opstår der pinlige situationer for begge parter. For Nikolajs vedkommende endog med en blodtud, for Monas fætter Frederik og hans tro væbner Lille Tim har deres egen måde at udtrykke deres mishag på. I det hele taget er Frederik og Tim af den slags, som kun en mor kan holde af, og det gør Moster Tut, selv om Frederik er uden for pædagogisk rækkevidde. Mona er godt nok ikke mor til Tim, men har en gang i mangel af bedre været forelsket i ham. De to er en del af hendes liv, som hun ikke bare kan afskrive, ligesom Nikolaj er forbundet med sit miljø.

Da Moster Tut dør, får hun en storslået bisættelse, for hun var en både elsket og frygtet personlighed i Nøjsomheden. Hele komplekset kommer til kapellet, mange på elscootere eller med rollatorer, der parkeres udenfor, mens krykkerne smides i midtergangen. Seancen er uden præst ifølge mosterens ønske; der bliver fortalt anekdoter, sunget ”Fik du set det, du ville” og afsluttet med, at Mona under andægtig tavshed læser et digt af Sophus Clausen. Bagefter fortsætter man på Marienlyst med drikkevarer ad libitum betalt af Gurre Haveservice.

Nøjsomheden er en socialrealistisk roman, men ikke som komplekset bygget af beton, så langt fra. Den er skrevet med varme, humor og en skarp sans for klasseforskelle og deres betydning for den enkelte og fællesskabet.

Forfatteren har arbejdet som pædagog i 25 år, og det mærkes, at hun er hjemme i det miljø, hun skildrer, og hvor hendes sympati ligger, samtidig med at hun vil rokke ved de forestillinger, vi går rundt og har om hinanden.

Stina Askov: Nøjsomheden. Gyldendal. 365 s.300 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk