Socialt anklageskrift
Af Margit Andersen
I 2014 slog den 21-årige Edouard Louis litterært igennem i Frankrig med den selvbiografiske roman ”Færdig med Eddy Bellegueule”, hvori han fortalte om sin traumatiske opvækst, præget af fattigdom, druk, racisme og homofobi, i en landsby i Nordfrankrig.
Edouard er imidlertid ikke blevet færdig med Eddy, eller snarere dennes far, som han i sin nye roman henvender sig til.
Faderen er nu kun i begyndelsen af 50’erne, men han er en fysisk knækket mand. Sønnen er blevet ældre og ser fortiden i et klarere lys og stiller retorisk faderen spørgsmål om, hvorfor han dengang i visse situationer reagerede så hårdt, som han gjorde.
Svarene, eller forsøgene på dem, giver forfatteren selv og når dermed frem til en skarp samfundsanalyse. Faderen voksede op i endnu større fattigdom end hans børn, fik kun den mest nødtørftige skolegang og var henvist til hårdt ufaglært arbejde. Han hørte til på bunden, hvor en mands eneste mulighed for at hævde sig var at være mandig og spille hårdhudet. Under ham kom kun indvandrere og homoseksuelle.
Men dette negative billede af faderen viser sig ikke at holde helt, for der dukker andre op af en mand, der kunne græde over en opera i fjernsynet og finde på at give sin søn en inderligt ønsket julegave, selv om det efter hans mening var en åndssvag tøseting. Og så er der et ungdomsfoto af faderen klædt ud i pigetøj til et arrangement og med et stort smil på de rødmalede læber, samt moderens historie om, at det, der tiltrak hende i deres ungdom, var, at han duftede af parfume, hvad der var ganske usædvanligt på den tid. Det giver den homoseksuelle søn stof til eftertanke i forbindelse med faderens homofobi.
Skildringen af far og søns problematiske forhold er både barsk og rørende, mens den sidste tredjedel af bogen kun er barsk. Den handler om, hvordan faderen blev invalid ved en arbejdsulykke, om hvordan samfundet kun føjede spot til skade i den henseende og i det hele taget om en lovgivning, der hele tiden forringer forholdene for de fattigste til fordel for skattelettelser til de rige.
Der bliver givet konkrete eksempler med årstal og den/de skyldiges navne, for som forfatteren siger, vil han indskrive deres navne i historien. Chirac afskaffede tilskud til bl.a. de afføringsmidler, som faderen var afhængig af, fordi han ikke kunne bevæge sig ret meget, og det ødelagde hans tarmsystem. Sarkozy førte kampagne mod de ”forsørgede”, og forringede socialhjælpen for at ”fremme en tilbagevenden til arbejdsmarkedet”. Det betød, at faderen trods sin rygskade måtte ud og arbejde som gadefejer, og at ryggen dermed blev totalt smadret.
Der er flere eksempler, men konklusionen er, at de, der laver de sociale love, ikke selv rammes af dem og ikke i deres økonomisk privilegerede verden forstår, hvad det betyder at trække et for dem så ubetydeligt beløb som 5 euro om måneden fra den sociale støtte til de mest udsatte, sådan som Macron gjorde i 2017.
På sidste side besøger forfatteren sin far, der spørger ham, om han ”stadig laver politik”, sådan som han gjorde i gymnasietiden, og hvad faderen dengang bebrejdede ham for. Til det bekræftende svar siger faderen efter lidt betænkningstid: ”Det er godt. Jeg tror der er brug for en revolution”.
Svaret på, hvem der slog Eddys far ihjel, er, at det gjorde samfundet. Ikke korporligt, men ved at forhindre ham i at leve et værdigt liv. Edouard Louis har en sjælden evne til at sige meget med få ord, og denne lille bog er både et fint litterært værk og et stort socialt anklageskrift.
Edouard Louis: Hvem slog min far ihjel. Oversat af Francois-Eric Grodin. Rosinante. 71 sider. 150 kroner